Børns Vilkår: Brug for særlig enhed til kristne miljøer

Danske børn er blevet flyttet til en skov i Tjekkiet, hvor der ikke er nogen til at råbe vagt i gevær, mener ekspert.

Der er brug for en særlig, national enhed, der kan holde styr på børns trivsel i de mest lukkede kristne miljøer i Danmark.

Det mener seniorkonsulent ved Børns Vilkår Bente Boserup. I dag er der simpelthen ikke nok viden på området, vurderer hun.

- Det betyder, at det kan være meget svært for en kommune at gå ind og undersøge børnene, siger Bente Boserup efter at have set TV 2-dokumentaren ’Guds Bedste Børn’ om lukkede, kristne miljøer i Danmark.

Børn bliver instrueret

Ifølge Bente Boserup er det ikke uhørt, at børn bliver instrueret i, hvad de skal sige, hvis kommunen eller en anden myndighed kommer på besøg. Det har unge, som Bente Boserup har talt med, fortalt hende.

- De har været tvunget til at sige, at alt var godt, selvom det ikke var det. De får at vide, hvad de skal sige og hvad de absolut ikke må sige. Derfor skal der særlige kompetencer til. Det kræver også en viden om, hvad det er for en hverdag, børnene lever i, siger seniorkonsulenten.

Hun mener ikke, at nogen enkeltstående kommune er dygtig nok til at undersøge de børn, der vokser op i landets mest lukkede kristne miljøer. Derfor bør der være én specialenhed, som alle kommuner kan bruge, foreslår hun:

Jeg vil virkelig opfordre kommunen til at tænke kreativt, og tænke: ’Her er vi nødt til at prøve lovgivningen helt ud til kanten'

Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår

- Man kan ikke forlange at alle kommuner har deres egen specialenhed, men man kan godt forlange, at der kommer en specialviden på området, som alle kan trække på, siger Bente Boserup.

Hun opfordrer til, at man i Danmark følger Frankrigs eksempel, hvor politikerne har nedsat en national enhed, der følger børnesagerne i de mest religiøse miljøer. Enheden overdrager efter endt undersøgelse sagerne til myndighederne og retssystemet.

Tisser i bukserne af skræk

I dokumentaren 'Guds Bedste Børn' bliver det blandt andet afdækket, at børn har overværet dæmonuddrivelser i kristne miljøer – og på videoer kan man ifølge Bente Boserup se børn, der både græder og tisser i bukserne af skræk.

Det bliver også afdækket, at flere af de børn, der har en tilknytning til det tidligere Faderhuset, i dag bor i en skov i Tjekkiet. Ifølge Bente Boserup kan det være et problem, at miljøet omkring eksempelvis Faderhuset er så lukket, at der ikke er nogen til at råbe op, hvis et barn mistrives:

Ét er, at forældrene tager et valg, om at leve i aflukkede grupperinger, men de her børn har ikke et valg

Britt Bager, politisk ordfører for Venstre

- Hvis der er nogle børn, der ikke har det godt, så er der ikke nogen til at opdage dem, fordi de er inde i det her meget lukkede system. Hvem skal hjælpe de her børn, hvis de ikke har det godt?, lyder det fra seniorkonsulenten.

Børns Vilkår: Prøv lovgivningen helt til kanten

Derfor bør de kommunale myndigheder gøre alt hvad de kan, for at sikre sig at børnene ikke mistrives – selv hvis de betyder, at de skal udfordre lovens grænser, mener Bente Boserup.

- Jeg vil virkelig opfordre kommunen til at tænke kreativt, og tænke: ’Her er vi nødt til at prøve lovgivningen helt ud til kanten af hensyn til børnene, at tvivlen må komme børnene til gode’, siger seniorkonsulenten i dokumentaren.

V og S er positive

Både Venstre og Socialdemokratiet er umiddelbart positive over for forslaget fra Børns Vilkår.

Men da man endnu ikke ved ret meget om modellen fra Frankrig, skal den undersøges nærmere, så man bliver klogere på, hvordan den virker, hvilke erfaringer franskmændene har gjort sig, og om modellen kan overflyttes direkte til Danmark. Det fortæller Britt Bager, der er politisk ordfører for Venstre.

- Når jeg ser den dokumentar, bliver jeg rystet over, hvordan børnene bliver behandlet. Når Børns Vilkår så kommer med sådan et forslag her, så er vi positive over for det, siger Britt Bager, der dog også vil have undersøgt om Socialloven eller Børnekonventionerne, som de er i dag, kan være tilstrækkelig. Hun fortsætter:

- Ét er, at forældrene tager et valg, om at leve i aflukkede grupperinger, men de her børn har ikke et valg. Der har vi som samfund en forpligtelse til at se på, om de trives, om der er omsorgssvigt eller om det er helt efter bogen.

Også Socialdemokratiets børne- og socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, ser med positive briller på forslaget fra Børns Vilkår. Hun kalder det en god ting, at familier med verserende børnesager ikke længere kan nøjes med at flytte fra én kommune til en anden i Danmark, men nu skal helt ud af landet. Udover forslaget fra Børns Vilkår, vil hun derfor også have et europæisk samarbejde, der kan stoppe familiernes udflytning:

- Der er ingen lande i Europa, der kan være tjent med, at lige så snart et barn bliver udsat for en form for overgreb, så kan man bare flytte til et andet europæisk land, og så kan vi ikke skærme børnene.

Hun forslår derfor, at det eksempelvis kan gøres ulovligt at flytte et barn ud af landet lige så snart, der etableres en børnesag. Hvis man gjorde det, ville man kunne begære forældrene udleveret ligesom i andre straffesager, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

Se dokumentarserien 'Guds bedste børn' onsdag klokken 21.05 på TV 2 eller på TV 2 PLAY