New York Times anbefaler Aalborg som rejsemål i 2019

16x9
Havnefronten i Aalborg er blandt de ting, som New York Times fokuserer på i deres beskrivelse af byen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Danmark

Det er ikke længere kun København, der er interessant for turister, når de besøger Danmark.

Aalborg omtales ofte som 'Nordens Paris', men for en stund kan det være, at tilnavnet skal omskrives.

Den nordjyske by er i hvert fald havnet på en fornem liste, hvor dens franske pendant med stor sandsynlighed også gerne ville have befundet sig.

Rejseredaktionen på den amerikanske avis New York Times har nemlig placeret Aalborg som nummer otte på sin liste over 52 steder i verden, den anbefaler sine læsere at besøge i 2019.

En nyhed, som direktør i VisitAalborg Rasmus Rosenkilde Jerver havde svært ved at sluge, da han fik den overleveret.

- Jeg troede først, at det var en, som ville sælge mig nogle reklamer. Men bagefter tænkte jeg: "Hold da op", siger han til TV 2.

I omtalen fra New York Times lægges der især vægt på Aalborgs satsning på kultur og arkitektur. Blandt andet opfindsomme byggerier og eksisterende områder, der transformeres til nye projekter.

- Engang var det lange vikingeskibe, der gled igennem Limfjorden ved Aalborg. I dag har byen forvandlet sit berømte naturområde til et kunstnerisk sted. Vildt innovative bygninger spirer langs Aalborgs kystområder, skriver avisen blandt andet.

Besøgende bliver positivt overrasket

Listen fra New York Times udgives årligt og er bredt anerkendt som et pejlemærke for nye rejsedestinationer. 

Derfor er Rasmus Rosenkilde Jerver naturligvis begejstret for, at Aalborg bliver nævnt i den amerikanske avis.

- Det er en bekræftelse af den opfattelse, vi selv har af byen, og det man kan opleve. Det er jo super dejligt, når andre også har den opfattelse, siger direktøren for VisitAalborg.

New York Times nævner blandt andet udstillingscentret Utzon Center i Aalborg som et af eksemplerne på den arkitektur, der er værd at rejse til byen for i 2019.
New York Times nævner blandt andet udstillingscentret Utzon Center i Aalborg som et af eksemplerne på den arkitektur, der er værd at rejse til byen for i 2019. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ligesom New York Times peger han på konverteringen fra industrihavn til en moderne by ved fjorden med kunst og kultur.

Men samtidig er det også den uventede oplevelse af, hvilken slags by Aalborg er, som bunder i anbefalingen.

- Det er også, hvad vi oplever med de krydstogtsgæster, som kommer forbi, der ikke aner, hvad de kommer ind til, men bliver positivt overraskede, siger Rasmus Rosenkilde Jerver.

København er mainstream

De seneste år er det ofte København, der har været fokuseret på, når udenlandske rejseguides har beskrevet Danmark.

I efteråret udpegede rejsebogsforlaget Lonely Planet den danske hovedstad som en af de ti bedste byer i verden at rejse til i 2019, og sidste år blev København også kaldt verdens bedste badeby af CNN.

Men ifølge lektor ved Aalborg Universitet Carina Ren, som forsker i turisme, er resten af Danmark er også blev interessant for udenlandske turister.

- Nu er København jo blevet mainstream. Hvis du for ti år siden i andre europæiske lande sagde, at du havde været i København, så var det nyt og spændende, men i dag er det jo et yndet rejsemål for mange turister, siger Carina Ren.

Musikken Hus på Havnefronten i Aalborg er et andet eksempel på den arkitektur i byen, som bliver fremhævet.
Musikken Hus på Havnefronten i Aalborg er et andet eksempel på den arkitektur i byen, som bliver fremhævet. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Hun er overrasket over New York Times' fokus på Aalborg, men tror, det er et udtryk for, at rejsende vil bevæge sig længere væk end alle andre og skille sig ud i deres valg af destinationer.

- Man vil længere ud end bare de sædvanlige hovedstadsmål som London og Paris, hvor der er noget mere interessant end Big Ben og Eiffel Tårnet. Man vil opleve noget unikt, som ikke er den storbystemning, man får i en traditionel metropol, siger Carina Ren.

Hun fremhæver dog også, at der er noget infrastruktur, som spiller ind. Aalborg Lufthavn har ekspanderet de seneste år, så byen nu kan nås fra flere større europæiske lufthavne.

Vil udnytte omtale

Aarhus har tidligere været på New York Times' liste, men det var knap så overraskende, fortæller Carina Ren, da Aarhus i 2017 var europæisk kulturhovedstad, og at det derfor var forventeligt, byen ville komme på radaren for diverse rejseguides.

Det var det ikke for Aalborg, og det vil direktøren i VisitAalborg, Rasmus Rosenkilde Jerver, udnytte.

- De bedste historier om en selv, de fortælles af andre, og vi vil bruge den placering og omtale i andre kampagner. Vi arbejder primært på de engelske, tyske og norske markeder, og der vil vi selvfølgelig bruge New York Times' ord som en reference og et kvalitetsstempel.

Sidste år udpegede rejsebogsforlaget Lonely Planet København som en af de ti bedste byer i verden at rejse til i 2019. Se den fulde liste herunder.

Top 10 byer i Lonely Planet’s Best in Travel 2019

København, Danmark

Nyhavn er et af de mest besøgte steder i København. Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Shēnzhèn, Kina

Der bor omkring 12 millioner mennesker i Shēnzhèn. Foto: Jason Lee / Ritzau Scanpix

Novi Sad, Serbien

Novi Sad ligger i det nordlige Serbien og bliver kaldt 'Serbiens Athen'. Foto: Darko Vojinovic / Scanpix

Miami, Florida, USA

Byen blev grundlagt i 1912 og består af mange hoteller og strandvillaer. Foto: Joe Raedle / Scanpix Denmark

Kathmandu, Nepal

Kathmandu er hovedstaden i Nepal og har omkring 670.000 indbyggere. Foto: Prakash Mathema / Ritzau Scanpix

Mexico City, Mexico

Mexico City er en af de største byer i verden og har 22 millioner indbyggere. Foto: Yuri Cortez / Scanpix Denmark

Dakar, Senegal

Dakar ligger i den vestlige del af Afrika ud til Atlanterhavet. Foto: Seyllou Diallo / Scanpix Denmark

Seattle, USA

Seattle er den største by i delstaten Washington i den nordvestlige del af USA. Foto: Mark Ralston / Scanpix Denmark

Zadar, Kroatien

Zadar ligger i Dalmatien ved Adriaterhavet. Zadar har været beboet i 3000 år. Foto: Hrvoje Polan / Scanpix Denmark

Meknès, Marokko

Der bor omkring 500.000 i Meknès, der ligger i det nordlige Marokko. Foto: Fadel Senna / Ritzau Scanpix