Mascha Vang føler sig hængt ud som svindler: - At kalde mig fordækt er simpelthen ikke rigtigt

16x9
Bloggeren og tv-personligheden Mascha Vang kalder chefredaktørs beskyldninger direkte forkerte. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

Chefredaktør mener, at flere influenter på blandt andet sociale medier ikke retter sig efter reglerne.

- Myndighederne bør knalde Mascha Vang, Lakserytteren og andre fordækte influenter.

Sådan indleder chefredaktør på Politiken Christian Jensen sin leder 4. januar. Her peger han på, at influenter bevidst undlader at gøre deres følgere opmærksomme på, når der i videoer, blogindlæg og på billeder er tale om reklame.

Christian Jensen nævner flere gange blogger og tv-personlighed Mascha Vang, og det har gjort hende vred. Ifølge hende er påstandene direkte forkerte.

- Jeg er uforstående over for, at jeg skal hænges ud på den her måde. Et ret hurtigt kig på min blog eller Instagram-profil viser, at der nok står reklame i otte ud af ti opslag. At kalde mig fordækt er simpelthen ikke rigtigt, siger Mascha Vang til TV 2.

Snapchatteren og instagrammeren Rasmus Kolbe, der er bedre kendt som Lakserytteren, står ligeledes for skud i Christian Jensens leder, og ligesom Mascha Vang føler han sig også krænket, hvilket kommer til udtryk i et debatindlæg i Politiken.

- Loven er ikke lige for alle

Ordene fra chefredaktøren kommer efter, at avisen har bragt en række artikler om influenter og lovgivningen, når det kommer til reklamer. Den kræver, at det angives tydeligt, hvis der er "kommercielle hensigter" med for eksempel blogindlæg og videoer eller billeder på Instagram.

Det betyder, at influenter og andre klart skal oplyse, hvis de for eksempel laver et blogindlæg om en bog, de har modtaget. Det samme er dog ikke tilfældet for en avis, der laver anmeldelser.

Det mener Mascha Vang er forskelsbehandling, og hendes holdning er, at loven skal være lige for alle.

Hvad er en influent?

Der findes influenter på alle sociale medier. Nogle er store og har flere hundrede tusinde, der følger med, når de lægger billeder, videoer eller statusopdateringer ud. Man opdeler dem i mega-, makro- og mikroinfluenter, alt efter hvor mange følgere de har.

Fælles for dem alle er, at der er en gruppe mennesker, der aktivt har valgt at følge med i det, de deler.

Det gør dem populære som kanaler for markedsføring, fordi virksomhederne ser deres følgere som mulige kunder.

Men det er ifølge Christian Jensen en klagesang, der er "en tidstypisk reaktion fra det digitale klondike".

- Mascha Vang og Lakserytteren er to blandt hundredvis af såkaldte influenter, der har gjort sociale medier til handelsplads for enmandsbetjente firmaer, hvor de lever af at stjæle deres følgeres opmærksomhed for at sælge den videre til virksomheder, der betaler dem for at smugle deres produkter ind via strømmen af billeder og budskaber, skriver Christian Jensen i sin leder.

- Mange influenter retter sig ikke efter reglerne

Det er det, der gør Mascha Vang vred. For selvom hun netop er utilfreds med, at lovgivningen i hendes øjne skaber ulighed, angiver hun altid i sine blogindlæg og billeder på Instagram, når der er tale om reklame.

- Der har aldrig været mistanke mod mig. Jeg har talt med forbrugerombudsmanden efter den her leder, som faktisk siger, at jeg markerer mere, end jeg behøver, siger Mascha Vang.

I et skriftligt svar til TV 2 skriver chefredaktør Christian Jensen:

- Jeg har hverken noget imod Mascha Vang eller hendes konkrete virke. Min leder handler om, at hun – sammen med andre influenter – i Politiken gør sig til talsmænd for det, de anser for at være en forældet markedsføringslov. Loven er efter min mening både klar og fornuftig. Problemet er derimod, at mange influenter ikke retter sig efter reglerne.

Den udlægning er Mascha Vang dog ikke enig i, og hun erindrer aldrig at skulle have omtalt markedsføringsloven som forældet.

- Jeg har aldrig gjort mig til talsmand for noget overhovedet, og det har jeg aldrig været interesseret i. Jeg har lavet et portræt til Politiken, og under interviewet til dette portræt spørger journalisten mig ind til reglerne, hvor jeg kommer med en lille kommentar, siger hun.

Chefredaktør på Politiken, Christian Jensen.
Chefredaktør på Politiken, Christian Jensen. Foto: DALL JAKOB / Scanpix

Loven er medieneutral

Der er da heller ikke nogen, der skal føle sig snydt - hverken aviser eller influenter. For reglerne er de samme, fortæller fuldmægtig hos forbrugerombudsmanden Marie Asmussen.

- Loven skelner ikke mellem de forskellige medier, men er medieneutral. Det afgørende er, om der er en kommerciel hensigt - det gælder på de sociale medier, men også i de trykte, siger hun til TV 2.

Ifølge forbrugerombudsmanden er der i aviserne en tradition for kritiske kulturanmeldelser, hvilket man ikke har noteret sig som en tradition på sociale medier, forklarer Marie Asmussen.

- Influenter har derimod oplyst os om, at de typisk lader være med at omtale et produkt, de har modtaget gratis, hvis de ikke bryder sig om det.

Hvis influenten omtaler produktet, vil det derfor altid have en kommerciel hensigt for virksomheden.

- Og her skal lovgivningen sikre gennemsigtighed, siger hun.

I testen herunder kan du blive klogere på, hvordan reglerne egentlig er, når det gælder influenter og reklamer på sociale medier.

De ti spørgsmål er alle udarbejdet efter forbrugerombudsmandens gode råd til influenter om skjult reklame.

Har du styr på reglerne?