Jacob Kwon om kritik af ulykkes-billeder: - Man er nødt til at se det større perspektiv

Seere var oprørte over, at der blev vist billeder fra togulykken, men mediernes rolle er at vise virkeligheden, som den er, lyder mediechefernes svar.

Det er ok, at medierne går imod politiets anvisning om ikke at tage billeder af ulykkesstedet. Men de bør fortælle seerne og læserne hvorfor.

Det mener Filip Wallberg, der er journalistisk lektor ved SDU.

Togulykken på Storebæltsbroen, der på tragisk vis kostede otte mennesker livet, har domineret de danske medier i den forgangne uge.

I timerne efter ulykken var politiet flere gange ude med anvisninger om ikke at tage billeder af toget.

Alligevel bragte danske medier, inklusiv TV 2, mange billeder af toget både udefra og indefra. Det fik mange brugere til at kritisere mediernes dækning.

En kritik, journalistisk lektor ved SDU Filip Wallberg mener, medierne godt kunne have undgået:

- Hvis vi viser forfærdelige billeder eller nære billeder, selv om Fyns Politi åbenlyst lige har talt os imod, så handler det om at italesætte det helt konkret over for læsere og seerne. Vi skal fortælle, hvorfor vi mener, det er vigtigt at vise det her -  for at give en forståelse af ulykkens omfang – selv om Fyns Politi lige har sagt, man ikke må tage billeder.

Vil betyde omfattende varedeklaration

Chefredaktør på Jysk Fynske Medier, Peter Orry, er dog ikke enig med Filip Wallberg:

- Så skal vi jo varedeklarere, hver andet billede vi bringer i avisen eller på internettet og fortælle, at vi har taget det af den og den grund. Som Karen Bro sagde lidt tidligere: Pressen har sin egen varedeklaration. Jeg tror godt, brugerne derude er klar over, at vi udfylder den rolle, vi gør.

Nyhedschef på TV 2, Jacob Kwon, forstår seernes reaktion over for medierne – men mener dog også, man bør have mediernes overordnede rolle for øje:

- Jeg har stor forståelse for, at folk er blevet meget følelsesmæssigt påvirket af en ulykke på den her størrelse i Danmark. Det er klart, at mange reagerer med vrede og frustration, og det er måske lettest at rette den frustration mod medierne, som åbenlyst ikke følger politiets anvisninger. Men man er nødt til at se det større perspektiv, siger han og fortsætter:

- Pressens rolle er at skabe åbenhed om det, der sker. Hvis vi i samråd med politiet havde besluttet at mørklægge en del af den her ulykke – undlod at vise billeder af ulykkesstedet, og hvor store ødelæggelserne var – ville det give grobund for alverdens rygtedannelse og konspirationsteorier. 

Otte mennesker omkom ved den blodigste togulykke i Danmark i 30 år. 

To uafhængige undersøgelser skal nu kortlægge, hvad der præcis skete i de fatale sekunder. Der kan dog gå op til et år, før konklusionerne er offentligt kendt. Derefter vil politiet tage stilling til, om ulykken kan få strafferetlige konsekvenser for de involverede parter.