Mobilforbud griber om sig på danske skoler - og det virker

Det har en positiv effekt på elevernes koncentrationsevne og sociale samvær, når mobilerne bliver lagt væk, konkluderer undersøgelse.

Den er hverken fremme i undervisningen eller i pauserne. 

Siden skoleårets start har Dronninggårdskolen i Holte været mobilfri. Eleverne bliver ikke længere distraheret af vibrationer i lommen i matematiktimen. Og i frikvartererne er de begyndt at spille kort ved bordene og fodbold skolegården. 

En ny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) viser, at de langt fra er ene om tiltaget.

Fire ud af fem danske skoler har enten en reel politik eller regler for brug af mobiltelefoner. Undersøgelsen konkluderer, at det har en positiv effekt på elevernes koncentrationsevne og sociale samvær, når de bliver mødt af restriktioner eller forbud mod brugen af mobiltelefoner.

- Vi ser i virkeligheden mange forskellige effekter. Nogle går mere på elevernes adfærd, andre på det faglige og sociale. Når mobilerne er væk i frikvartererne, er børnene tvunget til at lege og være sammen. Skærmen er ikke længere et tredje element i deres samvær, og det kan skolerne se effekten af, siger Andreas Lieberoth, adjunkt på DPU, der er en af de forskere, der står bag undersøgelsen. 

Ingen isolerer sig i skolegården

Den påstand kan man også nikke genkendende til på Dronninggårdskolen, fortæller souchef på skolen Anne Møller Boysen.

- I kan forhåbentlig gå ud i skolegården og se det selv. Der står ingen elever, som isolerer sig med en telefon, for det er ikke en mulighed. Vi ser flere, der spiller kort eller taler sammen på en anden måde og får en skærpet opmærksomhed, siger Anne Møller Boysen.

Dronninggårdskolen har været 100 procent mobilfri siden begyndelsen af skoleåret. Video: Maria Runøe Møller

- Vi kan ikke måle på det i forhold til undervisningen, men vi tror på, at mobilerne ikke længere får lige så meget opmærksomhed, fortsætter hun. 

Op til skolerne selv at vælge mobilpolitik

Flere end 600 skoler har deltaget i DPU's undersøgelse, der er den hidtil største af sin art i Danmark. Både fri- og privatskoler og specialskoler er inkluderet. 

Rapporten konkluderer, at godt halvdelen af alle skolerne har forbud mod brug af mobiltelefoner i frikvartererne, mens lidt over hver tredje skole bruger telefoner i undervisningen.

Netop de faste rammer for, hvornår mobilen må bruges, er en god idé, mener forfatter og læge Imran Rashid. Han har blandt andet skrevet bøger om mobilens betydning i hverdagen. 

- Vi har jo et system i Danmark, hvor hver skole skal træffe deres egne beslutninger. Derfor er en rapport som denne vigtig. Den viser, at man kan skabe et læringsmiljø, hvor det er nemmere at være social, siger Imran Rashid og uddyber: 

Imran Rashid er læge og forfatter til flere bøger om mobilforbrug i hverdagen. Video: Maria Runøe Møller

- Det vigtigste, man kan lære sine børn, er netop, hvordan de skal agere med andre mennesker, Vi skal se på, hvad vi får. Hvis vi ønsker en skole, hvor der er mere nærvær og socialt samvær, og hvor børnene leger sammen, så skal vi måske i højere grad sørge for at skabe nogle flere distraktionsfri læringsrum.