To undersøgelser af togulykke i gang - konklusion kan tage op til et år

Det er endnu ikke sikkert, at stormen Alfrida havde indflydelse på ulykken.

Opklaringsarbejdet af togulykken på Storebæltsbroen er i fuld gang.

Politiet har natten igennem arbejdet på lyntoget, der omkring klokken 21.30 onsdag aften blev bugseret væk fra broen. Det resulterede i, at de kort efter klokken 08.00 torsdag kunne informere om, at yderligere to personer havde mistet livet.

Dermed har i alt otte personer mistet livet i den fatale ulykke - 16 blev såret.

Havarikommissionen oplyste allerede onsdag, at en lastbiltrailer menes at være årsag til ulykken, da den på en endnu ukendt måde faldt af et godstog, der krydsede Storebæltsbroen fra Sjælland, og ramte lyntoget.

Havariundersøger Bo Haaning fortæller torsdag, at også de har arbejdet intenst ved og i togene.

- Vi har to forskellige undersøgelser i gang. Den sikkerhedsmæssige undersøgelse, som Havarikommissionen forestår, og den strafferetlige undersøgelse, som politiet forestår.

- Men vi har et særdeles godt samarbejde med politiet, hvor vi deler faktuelle data og får den information, som vi har brug for. Ligesom de får det, hvis der er nogle faktuelle data, der er relevant for deres arbejde.

Kan tage op til et år

Kort før klokken 19.30 onsdag aften gik Banedanmark og politiet i gang med at bugsere godstoget væk fra stoppestedet kort efter broen. Og lige efter 21.30 flyttede de lyntoget.

Toget fra ulykken holder afdækket i Nyborg.
Toget fra ulykken holder afdækket i Nyborg. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Begge blev placeret på et aflukket område ved Nyborg, og politiet har natten igennem arbejdet i togene. De kan derfor med sikkerhed sige, at der ikke er flere omkomne, oplyste de på pressemødet torsdag morgen.

Med en ulykke af den her størrelse kan der sagtens gå adskillige måneder eller helt op til et år

Bo Haaning, Havarikommissionen

Men arbejdet er langt fra færdigt:

- Vi er i gang med at samle al den information, video og data, som vedrører ulykken, og lægge det meget store puslespil, der skal lægges for at finde ud af, hvad der er sket. Og for at kigge på, hvad der eventuelt kan komme af anbefalinger, så sådan en skrækkelig ulykke ikke kan ske igen, siger Bo Haaning, der over for nyhedsbureauet Ritzau ikke tør sætte på en præcis dato for, hvornår en undersøgelse kan være færdig.

- Med en ulykke af den her størrelse kan der sagtens gå adskillige måneder eller helt op til et år, siger han.

Har stormen betydning?

Sikkert er det dog, at ulykken skete, da lyntog 210 kørte op på Storebæltsbroen cirka klokken 07.35 onsdag og forulykkede.

Toget havde forladt Aarhus Banegård 05.19 og Nyborg Station 07.26 med retning mod Københavns Lufthavn.

Når grafikken er indlæst, kan du navigere med pilene herunder.
Vi kan se, at du ikke har slået WebGL til i din browser. Det er nødvendigt for at få den fulde oplevelse. Se her, hvordan du slår det til. Alternativt kan du åbne artiklen i Google Chrome eller Mozilla Firefox.
OBS: Vi kan se, at du bruger Internet Explorer. Vi anbefaler at skifte til Google Chrome eller Mozilla Firefox for at få den fulde oplevelse.

Det helt store spørgsmål er fortsat, hvordan lastbiltraileren kunne falde af. Her kan stormen Alfrida, der krydsede landet 1. til 2. januar, have haft betydning.

På Storebæltsbroen arbejder man med en grænse for vindhastigheden. Til det formål måles gennemsnitlige vindhastigheder over intervaller på ti minutter. Ved middelvind på 21 meter i sekundet skal godstog sænke farten til 80 kilometer i timen.

Hos Banedanmark, der har ansvaret for at give godstogene grønt lys, bekræfter områdechef for Kvalitet og Sikkerhed Martin Harrow, at det ikke blæste nok til at indføre restriktioner. Vinden ramte maksimalt 20,9 meter i sekundet i vindstødene.

Vi har haft vindmålinger, og vi har ikke været oppe på de hastigheder, hvor vi skulle sætte begrænsninger ind

Martin Harrow, Banedanmark

- Vi har haft vindmålinger, og vi har ikke været oppe på de hastigheder, hvor vi skulle sætte begrænsninger ind, siger han til TV 2 og understreger, at endnu er usikkert, om blæsevejret har været medvirkende.

Havarikommissionen kigger også på vindhastigheder i deres arbejde, bekræfter Bo Haaning.

Undersøgelse førte til nye vinduer

Togulykken er den værste i Danmark i mere end 30 år.

25. april 1988 blev otte dræbt og 72 kvæstet, da et tog kørte af sporet med høj hastighed i Sorø.

I forbindelse med den ulykke førte Havarikommissionens undersøgelse til, at der blev indsat en ny type vinduer i de danske tog, fortæller Bo Haaning til Ritzau.

Og selvom der kan gå op til et år, før den endelige konklusion ligger klar, kan der godt indføres nye regler inden:

- Hvis vi finder nogle sikkerhedshuller undervejs, reagerer vi selvfølgelig med det samme. Det kan ikke vente på et færdigt stykke papir, siger Bo Haaning til Ritzau.

I første omgang blev det oplyst, at seks personer omkom, og 16 personer blev kvæstet. Torsdag blev antallet af omkomne imidlertid opjusteret til otte.