Sådan taler du med børn om togulykken

Det er vigtigt at tale med børn om ulykken, der onsdag kostede otte menneskeliv.

Billeder af det forulykkede tog på Storebæltsbroen har fyldt nyhederne siden onsdag morgen, og voldsomme nyheder gør stort indtryk på børn.

Måske hører de også historier i skolegården og danner deres egne billeder og fantasier i hovedet.

Derfor er det enormt vigtigt at tale med børn om ulykken, siger børnepsykolog Ulla Dyrløv.

- Børns forestillingsevne er ret vild, og i børnenes fantasi kan det hurtigt blive meget værre, end det i virkeligheden er. Derfor er vigtigt at realitetskorrigere dem, så deres fantasi ikke løber af med dem, siger hun i 'Go morgen Danmark.'

Sofie Münster driver onlinemagasinet NOPA – Nordic Parenting, hvor hun skriver om den seneste forskning inden for neurologi og psykologi på børneområdetmener. Hun mener, at ulykkens karakter og nærhed gør den særligt skræmmende for børn.

- Det at køre i tog er noget, alle gør. Det er en del af en helt almindelig hverdag. Når det, man stoler på og er vant til og ved, fungerer, ikke altid er sådan. Det kan gøre dem forskrækkede og bange, siger hun.

Børn kan reagere med grin og leg

Børn reagerer ligeså forskelligt som voksne på den slags begivenheder, og reaktionerne afhænger også af barnets alder.  

- De små børn vil typisk have meget svært ved at kapere det, så de vil måske begynde at lege nogle voldsomme lege og tegne nogle voldsomme tegninger. Og det skal de have lov til at gøre. Det er deres måde at bearbejde det på, siger Ulla Dyrløv og fortsætter:

- Der er også nogle, der kommer til at grine af det. Det kan man som voksen have svært ved at kapere. Men det er fordi, at det er for meget og for svært for dem at håndtere. At grine kan være en ligeså naturlig reaktion for børn som at græde, siger Ulla Dyrløv.

Det er også typisk og helt normalt for børn at kunne koncentrere sig om det i et par minutter for derefter at lege videre, som om intet er hændt.  

Gode råd til at tale med børn om togulykken

Skærm dem fra nyheder

Skærm børn fra at se og høre nyheden 20 gange i løbet af en dag. Én gang – højst to gange – er rigeligt, indtil de i går i 6. klasse, lyder det vigtigste råd fra Ulla Dyrløv.
Så lad være med at have nyhederne kørende hele tiden, for det er meget skræmmende for børn. Nyheder er faktisk mere skræmmende for børn end gysere og porno, mener børnepsykologen.

Vær faktuel, men ikke detaljeret

Spørg ind til, hvad barnet ved, og tag udgangspunkt i det. Måske har de hørt noget med et halvt øre fra radioen eller en samtale mellem voksne, og det kan et barn nemt forstå forkert.
Fortæl så, hvad der er sket. Uden en masse drama, store ord og detaljer. Fortæl helt faktuelt, at der er sket noget sørgeligt. Nogle er blevet såret, og nogle er også blevet dræbt. Mind barnet om, at der er politi og læger, der hjælper og passer på os.  

Lad ikke fantasien løbe af med dem

Nogle børn kan tro, at det kan blive værre af at tale om det. Så det er vigtigt, at man som voksen taler om det og viser, at det ikke bliver værre.
Børns forestillingsevne er ret vild, og i børnenes fantasi kan det hurtigt blive meget værre, end det i virkeligheden er. Derfor er vigtigt at realitetskorrigere dem, så deres fantasi ikke løber af med dem. 

Børn forstår ikke sandsynlighed

Voksne vil ofte have en rationel tilgang til ulykker. Voksne kan bedre forholde sig til sandsynlighed og tal om, hvor ofte den slags sker. Det kan et barn ikke.
Affej ikke børnenes følelser med sandsynlighedsregning, men tag dem alvorligt og snak med dem, så børnene oplever, at deres følelser er okay.

Skriv et brev eller tegn en tegning

Som voksen kan du hjælpe dit barn til at handle. Måske vil de gerne tegne en tegning eller skrive et brev til dem, der er døde eller de pårørende.
Lad dem gøre det, da det er vigtigt, at de får lov til at handle. 

Undgå Tyttebær-Maja-stemme

Det er vigtigt, at voksne ikke bruger det, som Ulla Dyrløv kalder ’Tyttebær-Maja’-stemmen. Det er en dramatisk måde at tale på, hvor man forventer, at barnet reagerer på en bestemt måde.
Som voksen eller forælder skal man vise, at man er klar til at tale med børnene og klar til at rumme, hvad de siger. 

Hav styr på dig selv

Forældrene er som piloterne i et fly over for deres børn. Som forælder er det vigtigt at vise, at man har styr på sine egne følelser. Man skal ikke være en stenstøtte, men man skal have styr på sig selv.
Deri ligger også, at man ikke snakker med en meget dramatisk stemme, som mange kan komme til.