Det ved vi om togulykken på Storebælt, der kostede otte livet

Otte blev dræbt i voldsom ulykke på Storebæltsbroen, hvor genstande fra et godstog ramte et lyntog. Her er, hvad vi ved.

Li Peng sad i toget på vej mod Sjælland.

Udenfor ruskede stormen Alfrida voldsomt og skabte høje bølger over Storebælt, men ellers var der intet usædvanligt over den første rigtige arbejdsdag i 2019.

Lyntoget ICL 210 var begyndt sin dag med planmæssig afgang klokken 05.19 fra Aarhus, ned gennem Jylland og forbi Odense klokken 7.11. Herfra trillede toget forbi Nyborg og på vej ud over Storebæltsbroen med retning mod Københavns Lufthavn.

På samme tid kørte et godstog afsted i modsat retning fra Sjælland mod Fyn. Bag grøn presenning med Carlsberg og Tuborg skrevet på siderne stod flere tusinde kasser med tomme øl- og sodavandsflasker.

Trods stormen havde godstoget ikke fået besked på at sætte farten ned. En alarm hos Banedanmark går automatisk i gang, når der i mere end ti minutter måles 21 sekundmeter i vindstyrke. Sker det, skal godstoget sætte farten ned til 80 kilometer i timen.

Lyden blev højere og højere

Men vinden blev hos Banedanmark - ifølge Fredericia Dagblad - højst målt til 20,9 i nogle få målinger og slet ikke i ti minutter, og derfor gik alarmen ikke i gang. Og derfor fik godstoget lov til at køre helt som normalt.

På Storebæltsbroen kørte de to tog forbi hinanden i den tidlige morgen lige omkring halv otte.

Her blæste eller væltede en trailer af godstoget øjensynligt lige ind i lyntoget.

Enten før eller lige efter forbikørslen hørte Li Peng en usædvanlig lyd i kupéen. Den blev højere og højere. Der lød et brag, fortalte hun senere til TV 2.

Tre vinduer blev smadret, mens toget fortsatte i fuld fart over den vestlige lavbro. Li Peng var i chok og kravlede i skjul under sit sæde som mange andre passagerer i kupeen.

Det hele varede kun få sekunder. "Det er ligesom en film", tænkte hun, mens metalfragmenter fløj gennem luften, paneler røg ned fra lofterne, og vinduerne blev knust. Hele forenden på lyntoget blev flået op. Otte mistede livet. Fem kvinder og tre mænd. 16 af de 131 passagerer blev såret. Mirakuløst overlevede lokoføreren.

Og så bremsede toget hårdt op. Der blev helt stille.

Lyntoget blev ramt af dele fra et godstog, der passerede på lavbroen.
Lyntoget blev ramt af dele fra et godstog, der passerede på lavbroen. Foto: Privatfoto / TV 2

Fragmenter overalt

Hos Fyns Politi gik alarmen omkring klokken 7.35. Ulykken var sket få minutter før. I første omgang var der blot få detaljer: En ulykke på Storebæltsbroen, et tog var blevet ramt af “en ukendt genstand” og stod nu stille. Midt på broen. Midt i morgentrafikken. Midt i stormen.

Klokken 7.54 kunne politiet informere offentligheden om de første bekræftede oplysninger:

- Der er sket en togulykke på lavbroen over Storebælt. Ambulancer og politi på vej til stedet. Giv plads til udrykning, skrev politiet på Twitter.

Storebæltsbroen havde været lukket for vindfølsomme køretøjer i løbet af natten, så både Sjælland- og Fyn-siden var fyldt med utålmodige lastbiler. Få minutter senere måtte myndighederne skrive igen til borgerne:

- Vores indsatsleder kan ikke komme frem til ulykken på Storebælt, lød det fra politiet, mens man opfordrede borgerne til at holde nødsporet fri og tage hensyn:

- Del ikke billeder og video fra det forulykkede tog.

De første myndighedspersoner ankom til et rent kaos. Vinden piskede løs. Og overalt lå fragmenter - spredt over flere hundrede meter på togsporet, viser videooptagelser fra ulykkesstedet. Ølkasser. Vinduer. Bildæk. Glas. Flere sårede og de dræbte.

Politiet var ikke i tvivl: Det vigtigste lige nu var de hårdt tilskadekomne og de overlevende.

Så måtte genåbningen af broen vente.

Værste togulykke i nyere dansk historie

square to 16x9
Fyns Politi fik anmeldelsen kort efter 07.35 Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix

Det her har høj, høj prioritet, hed det internt i politiet, mens situationens alvor blev mere og mere tydelig, og et stadigt stigende antal ambulancer blev sendt akut til broen.

Officielt gav DSB meldingen til TV 2 og andre medier, at otte var kommet “let til skade,” men endnu inden Havarikommissionen ankom, kunne politi og redningsmandskab hurtigt se, at det tal ikke var dækkende.

Det ville blive den værste togulykke i nyere dansk historie. Den værste ulykke siden otte blev dræbt for godt 30 år siden ved togulykken i Sorø i 1988.

Ingen biler på broen

Jesper Nielsen Spatzek sad med sin datter på knap 11 år i andet togsæt i lyntog 210, da ulykken skete. Som fast pendler mellem Broby på Fyn til Københavns Lufthavn plejede han normalt at køre i egen bil, men Storebæltsbroen havde været lukket på grund af stormen, og derfor tog han denne dag toget til arbejde med sin datter.

Al biltrafik var standset på grund af den voldsomme vind allerede inden ulykken.
Al biltrafik var standset på grund af den voldsomme vind allerede inden ulykken. Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix

På stationen i Nyborg havde der tilsyneladende været nogle problemer med dørene i det forreste togsæt, så han og datteren kom ikke ind i den vogn. I stedet gik de ind i andet togsæt.

Det kunne de prise sig lykkelige for. Som alle andre havde Jesper Nielsen Spatzek aldrig oplevet noget lignende. Lyden havde mest af alt lydt som knust glas, der rammer en lastbil, fortalte han senere for åbent kamera til TV 2 News.

square to 16x9

I kupeen sad 10-15 andre i fuldstændig ro. Jesper inspicerede skaderne på en dør cirka tre meter fra ham og datteren. Han fandt huller på halvanden og tre centimeter i togdøren - efter alt at dømme skabt af penetreret glas, der fløj ind i toget.

- Vi ved ikke, hvad der er sket, men jeg vender tilbage, når jeg ved mere, husker Jesper, at en kvindestemme sagde over højtaleranlægget.

Midt i det hele var Jesper tryg. Der var hjælp på vej. Det tager tid. Det må man respektere. Selvfølgelig var han bange, men det var også overstået. Nu gjaldt det om at passe på datteren.

Da dørene blev åbnet

I toget sad også Bo Mikkelsen. Han sad i det bagerste togsæt, så han havde ikke hørt bragene helt så højt som de andre. På sin mobil læste han om de otte lettere tilskadekomne, og det gjorde ham umiddelbart tryg. Det var alligevel ikke værre, tænkte han. Efter hvad der føltes som en time, blev dørene til toget pludselig åbnet, og ind trådte politibetjente, der bad passagererne om at forlade toget.

Bo Mikkelsen og de andre blev ført ud af toget, ned ad en stige, ud på sporet og ind i busser, der kørte de mindst tilskadekomne passagerer til Nyborg. Her blev de samlet på Nyborg Idræts- og Fritidscenter på Storebæltsvej, mens krisepsykologer fra Vestdanmark kørte i taxaer i retning mod centret for at yde hjælp.

Beredskab Fyn ved Idrætscenter Nyborg, hvor et midlertidigt krisecenter blev oprettet.
Beredskab Fyn ved Idrætscenter Nyborg, hvor et midlertidigt krisecenter blev oprettet. Foto: Carsten Bundgaard / Ritzau Scanpix

Her begyndte de at høre meldingerne fra medierne: Flere var blevet dræbt i togulykken. Kort efter kom der tal på: seks dræbte. Det var antallet, som myndighederne vurderede på dette tidspunkt.

- Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det her, sagde Bo Mikkelsen til TV 2 NEWS, mens han kiggede rundt på sine medpassagerer, der nu sad overalt i hallen og ringede til deres venner og familiemedlemmer.

Godstoget indeholdt flasker.
Godstoget indeholdt flasker. Foto: Michael Bager / Ritzau Scanpix

Vished er vigtigt, sagde politiet. "Hvis I ikke selv kan ringe, så del jeres mobiler med hinanden, og fortæl jeres pårørende, at I er ok", lød det. Og det gjorde de i idrætscentret.

På Odense Universitetshospital blev planlagte operationer aflyst, mens der blev gjort plads til de tilskadekomne. I København trådte National Operativ Stab sammen kort før klokken 11 for at holde øje med ulykken.

Hvem havde givet lov?

På land i Nyborg holdt godstoget fra tyske Deutsche Bahn med de iturevne presenninger og efterlod pressen og andre i stor forundring.

Hvor kom toget præcist fra? Hvem havde givet lov til at sende toget over broen midt i det voldsomme vejr?

Efter den første store del af redningsoperationen på Storebæltsbroen var overstået, intensiverede myndighederne jagten på svarene til de samme spørgsmål. I Nyborg gik betjente, medarbejdere fra Banedanmark og andre myndigheder i gang med at undersøge det ramponerede godstog i detaljer. Blot få timer efter ulykken blev der taget notater, fotograferet og analyseret.

Politidirektør Arne Gram (tv) og chefpolitiinspektør Lars Bramhøj holder pressemøde om togulykken på Storebælt på Odense Politigård, onsdag 2. januar 2019. (Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix)
Politidirektør Arne Gram (tv) og chefpolitiinspektør Lars Bramhøj holder pressemøde om togulykken på Storebælt på Odense Politigård, onsdag 2. januar 2019. (Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix) Foto: Robert Wengler / Ritzau Scanpix

I København kunne Carlsberg bekræfte, at toget blev styret af en operatør, der havde ansvaret for at fragte selskabets gods - ølflasker i ølkasser - mellem Høje Taastrup og Fredericia.

Det nærmere forløb skal nu kortlægges, og det kommer til at tage tid, forklarede Lars Bramhøj, chefpolitiinspektør ved Fyns Politi.

- Vi er nødt til at være grundige, lød det på et pressemøde onsdag middag.

- Vi skal i gang med at undersøge, hvad der er gået forud.

Forløbet omkring godsvognen bliver nu nærmere undersøgt, når blandt andet overvågningskameraer fra Storebæltsbroen og andre tekniske spor gennemgås. Hvad skete der præcis? Hvilken hastighed havde passagertoget? Hvilken hastighed havde godstoget? Skulle nogen have stoppet godstoget? Hvordan kan man forhindre, at noget tilsvarende sker igen?

De to lokoførere fra ICL 210 og godstoget er blevet afhørt, men indholdet af deres forklaringer holdes foreløbig hemmeligt hos politiet.

Havarikommissionens meget foreløbige undersøgelser viser, at alt tyder på, at det er den løsrevne trailer, som er blevet påkørt af lyntoget og har forvoldt skaderne.

Der et stort 'hul' i rækken af anhængere, der var placeret på godstoget.
Der et stort 'hul' i rækken af anhængere, der var placeret på godstoget. Foto: Screendump / TV 2

- Om den har ramt toget foran eller i siden, ved vi ikke, sagde havariundersøger Bo Haaning til TV 2.

Hos DSB i København gik flagene på halv onsdag middag, mens vejbanerne på Storebæltsbroen mellem Fyn og Sjælland blev åbnet igen. Først i løbet af torsdagen - dagen efter ulykken - blev togtrafikken genoptaget.

De otte dræbte blev fredag morgen identificeret, og det blev oplyst fra Fyns Politi, det var fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år, som mistede livet i ulykken.

To uafhængige undersøgelser skal nu kortlægge, hvad der præcis skete i de fatale sekunder. Der kan dog gå op til et år, før konklusionerne er offentligt kendt. Derefter vil politiet tage stilling til, om ulykken kan få strafferetlige konsekvenser for de involverede parter.

Test og skærpelser

Myndighederne gik i gang med at afsøge årsagen til ulykken nærmere.

Mandag, fem dage efter ulykken, besøgte repræsentanter fra Deutsche Bahn, Havarikommissionen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, DSB og politiet således DB Cargo i Høje Taastrup for at teste den såkaldte 'låsepind', som er den pind på traileren, der klikker sig fast på godsvognen og dermed fastgør lasten. DB Cargo var den ansvarlige operatør for de godsvogne, der var impliceret i ulykken på Storebæltsbroen.

Tirsdag 8. januar kunne TV 2 fortælle om resultatet af testen. Den viste store fejl forbundet med måden, hvorpå lastvognstrailere bliver fastgjort på godsvognene hos DB Cargo. Det viser et dokument, som TV 2 er i besiddelse af.

Godstoget kørte med tomme flasker og var på vej til Fredericia.
Godstoget kørte med tomme flasker og var på vej til Fredericia. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

- Der blev kun udført én test, da denne (traileren, red.) viste sig ikke at være låst, da den blev løftet. Der var ingen forklaring på, hvorfor testene blev standset. Min formodning er, at der er tilstrækkeligt bevis for, at fastgørelsen ved skamlen på vognen er meget utilstrækkelig, og ved forholdsvis få kontroltjek er der fundet et forholdsmæssigt for stort antal fejl, der alle har betydet, at traileren ikke var korrekt fastgjort til skamlen, stod der blandt andet i notatet.

Samme dag oplyste Trafikstyrelsen om skærpede regler på området. Styrelsen skrev og påbød Banedanmark og jernbanevirksomhederne at sikre, "at al godstransport på Storebæltsbroen sker under skærpede vilkår med hensyn til godstogenes fart i forhold til vindforholdene".

Men det var ikke alt. Trafikstyrelsen udstedte i samme ombæring et øjeblikkeligt forbud mod brug af såkaldte sættevogne læsset på lommevogne på det danske jernbanenet.