Brand i værested i nat - kan være ramt af raket

16x9
Værestedet Markstedet i Albertslund er udbrændt efter flammer raserede bygningen natten til mandag. Foto: Mathias Øgendal / TV 2

Flere steder i landet tog danskerne forskud på nytåret i sådan grad, at politi og brandvæsen måtte rykke ud.

Politi og brandfolk rykkede natten til mandag talstærkt ud til en voldsom brand ved et værested i Albertslund.

Branden brød ud omkring midnat, og mandag morgen meldes branden slukket.

Værestedet Markhuset er delvist udbrændt, men ingen er kommet til skade ved branden, oplyser politiet.

- Der var ingen i huset, da branden opstod. Det er et værested, som kun bliver brugt om dagen, fortæller vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

Brandårsagen er mandag morgen fortsat ukendt.

- Men vi har en formodning om, at det kan være noget fyrværkeri, der har antændt huset, lyder det fra Peter Grønbek.

Rådhusur angrebet med raketter

Albertslund er ikke det eneste sted, hvor myndighederne har måttet rykke ud til fyrværkeri i nattens løb.

I Odense var rådhusuret mål for fyrværkeri, da fire unge omkring midnat affyrede raketter mod uret.

En 24-årig mand er blevet anholdt og sigtet for hærværk, oplyser Fyns Politi på Twitter.

Et vidne fra episoden kunne kun identificere den 24-årige med sikkerhed, hvorfor det kun er ham ud af de fire, der er blevet sigtet, forklarer vagtchef Milan Holck Nielsen til TV 2/Fyn

Batteri antændt i forladt bygning

I Vissenbjerg blev en forladt industribygning udsat for hærværk søndag aften, da et 30-skuds batteri havde været antændt indenfor, hvilket havde lavet skader på loftet.

Her opsporede politiet efterfølgende en gruppe teenagere, som havde fyrværkeri på sig af samme mærke.

- Dem har man registreret, og så bliver der undersøgt, om man kan fastlægge præcist, om det har været dem, der har gjort det, siger vagtchef fra Fyns Politi Milan Holck Nielsen til TV 2/Fyn.

Kort efter midnat måtte politi og brandvæsen på Bornholm rykke yd til en containerbrand ved Rønne Idrætshal. Containeren var tilsyneladende blevet forsynet med tændt fyrværkeri, skriver politiet i sin døgnrapport.