Butikskæde deler ulovlig video i frustration over tyverier: - Vi er desperate

Elektronikkæden Humac er skuffet over myndighedernes manglende indgriben.

Som så mange andre butikskæder er elektronikkæden Humac plaget af butikstyve, og alene de seneste 16 måneder har kæden politianmeldt 40 tyverier, uden det ifølge den har ført nogen konsekvenser med sig.

I frustration over den manglende reaktion fra myndighederne vil kæden nu offentliggøre overvågningsbilleder af tyvene på Facebook. Det vil ske systematisk - også selvom det strider imod lovgivningen.

- I lang tid har vi holdt os for gode til at dele en optagelse på Facebook. Men nu er bægeret fyldt, og vi kan ikke acceptere det længere. Det her er et nødråb og et spørgsmål om desperation. Vi skal bruge offentligheden til at stoppe dem. Nok er nok, siger administrerende direktør i Humac Michael Bech til TV SYD.

Må tage sagen i egen hånd

Tyverierne af Macbooks, iPhones og andet udstyr løber op i et sekscifret beløb, men på trods af butikkerne har tyveknægtene fanget på videoovervågningen, er det ikke Michael Bechs oplevelse, at politiet bruger ressourcer på at rykke ud.

Derfor tager kæden nu sagen i egen hånd, selvom det ifølge persondataforordningen og databeskyttelsesloven er ulovligt at dele den type overvågning på Facebook.

- Vi er udmærket godt klar over, hvordan lovgivningen er på området, men vi er simpelthen i en situation, hvor vi ikke længere kan acceptere, at det bare er muligt at stjæle, uden det får konsekvenser, forklarer administrerende direktør i Humac Michael Bech til TV 2.

- Det er bestemt ikke med min gode vilje, men jeg ser ingen anden udvej, siger Michael Bech.

Selvtægt dur ikke

Hos Rigspolitiet anbefaler man ikke at gå samme vej som Humac. Her henvises der til, at selvtægt ikke er vejen frem.

- Jeg forstår fuldt ud butiksejernes frustrationer, men det er sådan, at det er en politiopgave at lave efterlysninger, lyder det i en kort, skriftlig kommentar til TV 2 fra kommunikationsdirektør ved Rigspolitiet Anders Frandsen.

Og netop, hvorvidt tyvene skal efterlyses med billeder, er en vurdering, som politiet skal have flere ressourcer til at foretage, lyder det fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

- Der peger det mod os politikere, siger han og fortsætter:

- Vi skal sørge for, at politiet har de rigtige midler i retsplejeloven, og at de også har den kapacitet, der skal til for at udføre arbejdet.

- Det er tom snak fra justitsministeren

Retsordførerens udtalelser underbygger blot den kurs, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forsøger at lægge for området.

Det har søndag ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra ministeren, men han har tidligere beskrevet syv konkrete tiltag, han vil indføre på området.

Heriblandt hårdere straffe og mindre bureaukrati.

Men det er ikke nok, hvis man spørger Humac-direktør Michael Bech. Her vil de ikke udelukke at trække yderligere våben i kampen mod butikstyveri og hænge efterlysningsplakater med billeder af tyvene op i butiksruderne.

- Der sker ikke noget fra myndighedernes side. Det er tom snak fra justitsministerens side, og vi vil se noget handling.