Træning reducerer det farlige mavefedt - selvom du spiser, som du plejer

16x9
Har man en livvidde, der er over halvdelen af ens højde, er man i øget risiko for at udvikle en række sygdomme. Foto: Sonny Munk Carlsen / Scanpix Denmark

Ny forskning viser, at motion reducerer det særligt farlige mavefedt.

Har du tænkt dig at skrue op for træningen i januar, er der mange gode grunde til det. 

Nu giver danske forskere dig endnu en. 

Ny forskning fra Rigshospitalet og Københavns Universitet viser nemlig, at træning kan mindske det fedt, der sidder omkring maven og organerne - selvom man ikke ændrer sine kostvaner. 

Forklaringen skal findes i et særligt signalstof ved navn interleukin-6 (IL-6), som udskilles, når man træner. Stoffet er afgørende for at træningen reducerer fedtdepoterne omkring maven, som er kendt for at være særligt sundhedsskadelige.

Umiddelbart lyder det ikke som den mest overraskende konklusion, at motion reducerer mavefedt, men studiet er - så vidt forskerne ved - det første i verden, der viser sammenhængen mellem IL-6 og mavefedt. 

Hvad er IL-6?

IL-6 er et cytokin - et hormonlignende signalstof - med mange forskelige funktioner i kroppen – blandt andet i immunforsvaret. Fra forsøg med mus ved man, at det spiller en rolle for fedtomsætningen. Mus, der mangler stoffet bliver fede med alderen.

Signalstoffet bliver frigivet fra musklerne, når man træner - og det gælder for alle og er uafhængigt af kost.

- Det nye ved studiet er, at vi nu forstår en del af mekanismen, hvormed træning nedsætter mængden af fedt omkring organerne. Vi har identificeret, at IL-6 skal være tilstede for, at træning reducerer fedt. Det er helt nyt, siger læge og ph.d.-studerende Anne-Sophie Wedell-Neergaard fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, Københavns Universitet.

Tabte 225 gram mavefedt

Forskerne inddelte 53 overvægtige voksne med overflødigt mavefedt i fire grupper.

Forsøgspersonerne modtog enten 45 minutters intervaltræning på en motionscykel tre gange om ugen eller ingen træning overhovedet. De blev bedt om at fastholde deres normale kostvaner. Forsøget varede i 12 uger. 

For at observere effekten af signalstoffet IL-6 fik den ene halvdel af de motionerende forsøgspersoner indsprøjtet et stof, der blokerer for optagelsen af IL-6.

I træningsgruppen tabte forsøgsdeltagerne i gennemsnit 225 gram, eller cirka 8 procent af mavefedtet. Hos træningsgruppen, der havde fået en indsprøjtning med IL-6-blokade, havde motionen ingen effekt.

Anne-Sophie Wedell-Neergaard understreger, at man ikke skal opfatte undersøgelsen som en tilladelse til at spise løs af de usunde sager, hvis man træner en gang i mellem. Det kan nemlig ikke udelukkes, at resultatet havde været endnu bedre, hvis deltagerne også havde ændret deres kostvaner i en sundere retning.

Dyrk motion

Studiet understreger den velkendte pointe om, at træning er sundt, lyder det fra Anne-Sophie Wedell-Neergaard.

- Først og fremmest understreger studiet vigtigheden af at dyrke motion. Overvægt er en globalt problem, så som forskere leder vi efter måder til at bekæmpe fedme og konsekvenser af fedme, siger hun. 

Men studiet åbner også op for nye perspektiver i fremtiden. Der kan eksempelvis forskes i, om en indsprøjtning med IL-6 kan reducere fedtvævet i sig selv, forklarer Anne-Sophie Wedell-Neergaard.

- Der er ikke tale om at erstatte træning med en indsprøjtning, medicin eller piller. Træning har mange forskellige effekter på kroppen, så vi kan ikke bare erstatte den med IL-6. Men vi kan heller ikke udelukke, at resultaterne fra det her studie og den nye viden om IL-6’s effekt på fedt på sigt kan bidrage til at udvikle nye medicinske præparater, der kan reducere fedt, siger hun.

Det farlige mavefedt

Fedtet, der sidder omkring maven og organerne, er særligt farligt. 

- Vi ved, at mavefedtet er enormt skadeligt for helbredet, og fra tidligere studier ved vi, at dem med meget mavefedt er i højere risiko for at udvikle sygdom som hjertekarsygdomme, diabetes, demens og nogle typer af cancer, siger Anne-Sophie Wedell-Neergaard. 

Derfor er der særlig grund til at holde øje med, hvordan fedtet sidder på kroppen. Forskeren har en god tommelfingerregel: 

- Hvis man har en livvidde, der er over halvdelen af ens højde, er man i øget risiko for at udvikle sygdom. Så skal man altså begynde at tænke sig om. Hovedbudskabet er: Træn!