Den oscarvindende danske animator Børge Ring er død

16x9
Børge Ring Foto: Wikipedia / Wikipedia

Børge Ring var den første dansker, der nogensinde modtog den berømte oscarstatuette. Fredag er han død, 97 år.

Den oscarvindende danske animator Børge Ring er død, 97 år gammel. Det skriver hans datter Anne-Mieke Bovelett på Facebook.

- Kære alle. Børge har forladt bygningen, skriver hun blandt andet i sit opslag.

- Vi vil savne hans uendelige sans for humor.

Børge Ring, der både var animator, komponist og instruktør, sov ind klokken 15 fredag eftermiddag. Det skriver BT.

Han er blandt andet kendt for at have instrueret to oscarnominerede kortfilm. Han vandt som den første dansker nogensinde en Oscar i 1985 for den animerede kortfilm "Anna og Bella". Det skriver Filmmagasinet Ekko.

Derudover havde han været nomineret i 1979 for kortfilmen "Oh My Darling".

Skabte berømt fløjtescene

Børge Ring var desuden kendt for at være skaberen bag en berømt fløjtescene i den danske tegnefilm Valhalla fra 1986.

Her har Ring selv komponeret den fløjtesang, som børnene Tjalfe, Røskva og Quark synger i en træhytte.

Den prisbelønnede animator har medvirket i en lang række store, internationale produktioner. Blandt andet flere Asterix-film.

I løbet af sin lange karriere har han også arbejdet for bandet Pink Floyd og instruktøren Steven Spielberg. Derudover har han lavet reklamer for blandt andet Phillips og Esso. Det skriver Ekko.

Så Mickey Mouse-film

Børge Ring blev født i 1921. Ifølge DR blev hans interesse for tegnefilm vakt, da han så Mickey Mouse-filmen "Pioneer Days".

Som ung mand var han i København i lære hos tegnefilmmanden Jørgen Müller.

Børge Ring flyttede senere til Holland, hvor han blandt andet fik ansættelse i tegneserie- og animationsstudiet Toonder.

Han boede i Holland med sin hollandske kone Joanika Ring frem til sin død. Sammen fik parret to børn.