Langt flere påvirkede bilister i december: - Det skræmmer mig

I kontrolperioden skete der 101 trafikulykker, hvor spiritus eller narko kan have været en medvirkende årsag.

Politiets julespritkontrol har ført til, at 360 personer blev sigtet for at køre spirituspåvirket, mens 397 blev sigtet for kørsel med narko i blodet.

Det viser en redegørelse fra Rigspolitiet.

Dermed er der sket mere end en fordobling af bilister med narko i blodet i julen i forhold til samme periode sidste år, mens der er sket en 30 procent stigning i antallet af spirituspåvirkede.

I 2017 blev 275 bilister sigtet for spirituskørsel, mens 180 personer blev sigtet for narkokørsel.

- Vi har taget markant flere end sidste år. Men vi har også brugt langt flere resurser i vores jagt på de her bilister, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Han kalder stigningen i antallet for skræmmende:

- Det skræmmer mig, at der er så mange, der vælger at køre hjem, når de er påvirkede. For jeg antager, at de faktisk godt ved, at de er påvirkede, når de sætter sig ind og kører deres bil. Og når vi ser på narkokørsel, så er det jo lige så skræmmende. Det er også nogen, der sætter både deres eget og andre menneskers liv på spil, siger han.

Sådan forhindrer du spritkørsel

  • Aftal allerede før festen starter, hvem der kører hjem
  • Servér drikkevarer uden alkohol til dem, der skal køre.
  • Tilbyd overnatning på forhånd, eller arrangér transport til gæsterne.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik 

Politiets kontrolperiode løb fra 29. november til 26. december i år, hvor der er foretaget en række koncentrerede kontroller.

- Vi ved måske bedre, hvor vi skal stille os og vi ved, hvilke køretøjer vi skal koncentrere os om, så på den måde fanger vi selvfølgelig også flere, siger Christian Berthelsen.

Færre ulykker generelt

Politiet oplyser, at de særligt har haft fokus på de store julefrokostdage torsdag, fredag og lørdag i perioden.

I løbet af måneden skete der 78 trafikulykker, hvor spiritus kan have været medvirkende årsag. Det er 16 flere end i samme periode sidste år.

Ved 23 ulykker mistænkes føreren for at have været narkopåvirket. Sidste år var tallet 11 ulykker.

Generelt færre spiritusulykker

Stigningen i forhold til sidste år er imidlertid kun en del af historien. Ser man på den tiårige periode fra 2007 til 2017 er udviklingen mere positiv og antallet af spiritusulykker generelt faldende.

I 2017 var antallet af disse ulykker mere end halveret fra 11.700 i 2007 til 5.600.

- Det fortsatte fald i uheldene tyder på, at politiets indsats har en positiv effekt, siger Christian Berthelsen.

Politiet fortsætter i 2019 med indsatsen mod spirituskørsel sammen med det fælleseuropæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL og Rådet for Sikker Trafik.