Over 300 udlændinge er forsvundet fra udrejsecenter Kærshovedgård

En del af de tidligere indkvarterede på Kærshovedgård befinder sig omkring misbrugsmiljøet på Vesterbro i København, bekræfter politiet.

328 tidligere indkvarterede på Kærshovedgård er forsvundet, og myndighederne ved ikke, hvor de er.

Sådan lyder det i et nyt svar fra integrationsminister Inger Støjberg (V) til Folketinget, skriver Politiken. Fra 21. marts 2016 til 26. november i år var der 447 udlændinge indkvarteret på udrejsecentret, som til november i år ikke var der længere.

Fakta om udlændingene på Kærshovedgård

Fra den 21. marts 2016 til den 26. november i år var der 447 udlændinge indkvarteret på Kærshovedgård, som til november i år ikke var der længere.

  • 35 udlændinge er udsendt af Danmark.
  • 47 udlændinge har fået opholdstilladelse.
  • 1 udlænding har fået opholdstilladelse, men er efterfølgende blevet udvist ved dom.
  • 24 udlændinge er indkvarteret et andet sted end Kærshovedgård.
  • 12 udlændinge er flyttet fra Kærshovedgård, men er ikke tilknyttet et nyt indkvarteringssted.
  • 328 udlændinge er er registreret som udeblevne.

Kilde: Udlændingestyrelsen.

24 af dem, der ikke længere er indkvarteret, har fået et nyt indkvarteringssted, mens 35 personer er blevet sendt ud af Danmark. 47 har fået opholdstilladelse i Danmark.

Men 328 er forsvundet fra myndighedernes søgelys, og man ved ikke længere, om de stadig befinder sig i Danmark, eller om de er rejst ud af landet.

Politiets opgave

Inger Støjberg understreger i Politiken, at det i første omgang er en opgave for politiet, hvis de tidligere indkvarterede stadig befinder sig i Danmark, men det kan også være, at de er rejst hjem igen:

- Man har ikke pligt til at fortælle myndighederne, hvis man rejser hjem igen. Der er derfor en vis sandsynlighed for, at nogle af disse udlændinge er rejst hjem igen.

- Dertil vil jeg gerne understrege, at det selvfølgelig er helt uacceptabelt, hvis der er udlændinge, som forsvinder fra udrejsecentrene og skjuler sig her i landet for myndighederne.

En del af misbrugsmiljøet på Vesterbro

Et sted at lede efter de forsvundne udlændinge kunne være på Vesterbro i København.

Røde Kors undersøgte i fjor, hvem der er en del af misbrugsmiljøet omkring stofindtagelsesrummet H17. Ud af 74 personer var 27 afviste asylansøgere eller migranter uden opholdstilladelse, 11 havde en igangværende asylsag, og fem var på tålt ophold, skriver Politiken.

Københavns Politi bekræfter i en mail til TV 2, at afviste asylansøgere udgør en del af klientellet omkring H17:

- Københavns Politi har dagligt tilsyn i området omkring H17, ligesom der er foretaget flere målrettede indsatser mod udlændinge uden lovligt ophold. I forbindelse med disse indsatser kan vi konstatere, at der blandt brugerne på stedet også træffes afviste asylansøgere.

- Københavns Politi har et løbende samarbejde med politiet på udrejsecenteret Kærshovedgård i forhold til indskærpelse af meldepligt og eventuelle overtrædelser af meldepligt. Det er en udfordring, vi er meget bevidste om og har en løbende indsats omkring.

Strafferammen er blevet hævet

Beboerne på Kærshovedgård kan opdeles i tre grupper.

Dels er der personer, der har fået endeligt afslag på asyl, og hvis udrejsefrist er overskredet. Så er der kriminelle, der er udvist ved dom, og personer på tålt ophold. Det vil sige kriminelle, der ikke kan udvises til deres hjemland, fordi de risikerer tortur eller dødsstraf.

Beboerne har som udgangspunkt opholds- og meldepligt, mens personer på tålt ophold, og kriminelle udviste også har underretningspligt.

Strafferammen er blevet hævet, således at man ved overtrædelser af opholds-, melde- og underretningspligten nu kan få op til et år og seks måneders fængsel.

DF vil frihedsberøve

Der er noget galt med systemet, når over 300 udlændinge kan forsvinde fra Kærshovedgård. Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen:

- Det er desværre ikke overraskende. Det har været sådan her i mange år. Med finanslovsaftalen får vi lidt bedre styr på de her mennesker. Dels fordi vi rykker dem ud på en ø. I hvert fald dem på tålt ophold og nogle af de udviste kriminelle, som ikke kan sendes ud af forskellige årsager, siger Martin Henriksen til TV 2.

Han understreger, at straffene desuden bliver hævet, hvis udlændingene opholder sig andre steder end der, hvor de skal opholde sig.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti gerne havde set et helt nyt regime på det her område, hvor man ganske enkelt frihedsberøvede folk på ubestemt tid indtil den dag, man kunne sende dem ud. Enten frivilligt eller med tvang. Men det er der desværre ikke andre parter på Christiansborg, der går ind for. siger Martin Henriksen.

Enhedslisten: - De er ikke rejst hjem

Enhedslistens udlændingeordfører, Søren Søndergaard, er ikke overrasket over, at over 300 personer er forsvundet fra Kærshovedgård.

- Ministeren har tydeligt gjort opmærksom på, at formålet med den måde, man indkvarterer folk på, er, at det skal være så utåleligt som overhovedet muligt, så de forlader Danmark. Det er klart, at når man gør forholdene utålelige for mennesker, så søger de selvfølgelig andre græsgange. Det burde være relativt logik.

Hvis de søger hjem igen, hvor de kom fra, så har man vel også opnået det, man gerne ville?

- Det eneste, der er helt sikkert i den her sag er, at det gør de ikke. En del af de mennesker her er alvorligt bange for, at der sker noget med dem, hvis de tager hjem. De har ikke gjort noget kriminelt, men er blevet udvist, fordi de ikke har et asylgrundlag. De mennesker er næppe taget hjem.

- Så er der dem, som vi har anerkendt risikerer tortur og forfølgelse. De er nok heller ikke taget hjem. Den sidste gruppe er dem, der har begået kriminalitet i Danmark og har fået en udvisningsdom. Man kan håbe på, at nogle af dem er taget hjem. Samlet set er det mest sandsynligt, at de er taget videre til andre lande eller stadig opholder sig i Danmark, lyder det fra Søren Søndergaard.