Tusindvis af svenskere får en mikrochip skudt ind i hånden

I Sverige har over 4000 personer erstattet et eller flere af hverdagens plastikkort med en mikrochip.

Når Marianne Stjernvall skal låse sig ind på sit arbejde, behøver hun ikke længere at huske sit nøglekort.

Hun fører blot sin venstre hånd ganske tæt op forbi kortlæseren, som kvitterer med et bip og et grønt lys, så hun kan gå ind ad døren.

Inde mellem tommel- og pegefinger har Marianne Stjernvall fået skudt en lille chip ind under huden. Den fungerer som nøglekort til hendes arbejde. Hun kan også bruge den, når hun skal printe eller betale for mad i kantinen. Sammen med cirka 100 kolleger hos rejseudbyderen TUI i Stockholm har hun sagt ja til et tilbud om at prøve chippen.

- Jeg synes, det er virkelig smart. Så har jeg altid mit kort med mig. Og jeg håber, jeg kan bruge den til mange flere ting i fremtiden. Som nøgle til min opgang eller i fitnesscentret. Så slipper man helt for at have ting med sig, men kan bare gå ud, som man er, siger Marianne Stjernvall.

Medarbejderne fra TUI er ikke alene – over 4000 svenskere har nu fået den lille chip skudt ind under huden.

Den kan eksempelvis også åbne ens LinkedIn-profil direkte, hvis man holder sin telefon tæt hen over den. Faktisk er det ret meget op til brugeren, og til den infrastruktur der er i samfundet, hvor mange ting man kan bruge den til, forklarer grundlæggeren af BIOHAX International, Jowan Österlund, som er førende på markedet.

Mulighederne kan udover nøglekort være kort til fitness eller andre medlemskort i forretninger, betalingskort og billetten til de svenske jernbaner.

Sikkerheden er vigtig

Sikkerheden har været og er stadig en stor del af projektet, men chippen indeholder ingen GPS og er helt passiv, når den ikke bliver brugt aktivt – fuldstændigt som et nøglekort – så risikoen er minimal, siger Jowan Österlund.

- Alt kan jo hackes. Men det er betydeligt sværere, i og med den er meget lille, og vi sætter den de facto bag en fysisk mur, og så har vi har begrænset rækkevidden meget. Det, vi skal sørge for, er, at den altid skal være værdiløs for andre. Den kommer aldrig til at indeholde komplette sæt af data, siger han.

Kaare Løvgren, formand for Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, er heller ikke bekymret for sikkerheden ved chippen. Men der er stadig mange overvejelser forbundet med udviklingen.

- En smartphone lækker 1000 gange mere data, end den her den ville gøre. Og den er der mange, der vælger at gå rundt med. Men det fundamentale er, at man ikke kan lægge den fra sig.

- I det øjeblik man ikke arbejder på det job, hvor man nu havde den her aftale, eller ikke længere bruger det trafikselskab eller ønsker at være anonym af en årsag, kan det være et problem. Så det er som sådan ikke mere usikkert end et kort, man har i lommen, men det er ikke længere valgfrit, om man har det med eller ej, siger han.

Marianne Stjernvall er ikke bekymret for sikkerheden ved chippen, og for hende er det en stor fordel, at hun ikke kan lægge den fra sig.

- Jeg har den altid med mig. Jeg kan ikke tabe den, så jeg kommer altid ind på jobbet - også selvom jeg har glemt mit adgangskort hjemme, siger hun.

Endnu større potentiale i fremtiden

Alle TUI’s medarbejdere i Stockholm har fået tilbudt chippen, men det har været vigtigt for direktør Alexander Huber, at det har været helt frivilligt.

Han bider dog mærke i, at netop de medarbejdere, der er med til at teste den slags ny teknologi, også er dem, der tænker over, hvordan teknologien eventuelt ville kunne komme kunderne til gode.

- Det begynder ofte sådan for os, at vi ser noget, vi synes er interessant, og så tester vi det. Nu er det chippen. Man slipper for at have et adgangskort med, og man kan låse sig ind, betale for mad og printe. Men selvfølgelig tænker vi hele tiden over, hvad det her kan gøre for vores kunder. Hvilke udfordringer har vores kunder, og hvad kan vi gøre med teknologien for at løse dem, siger Alexander Huber.

Lige nu kan man også bruge chippen hos de svenske jernbaner, hvor man kan have sin billet med på chippen, som konduktøren så kan aflæse. Men det er kun begyndelsen, forudser Jowan Österlund, som på den lange bane ser helt andre muligheder med teknologien.

- Hvis du har et aktivt implantat, som fortæller dig, hvordan du har det, hvad du har brug for, og hvad du bør gøre enten for at opretholde status quo eller få det lidt bedre, så ændrer man sin adfærd helt grundlæggende.

Chippene er ikke udbredt i samme grad i Danmark som i Sverige. TUI’s danske medarbejdere kan dog se frem til at få tilbudt chippen i løbet af foråret.