Hele livet har folk stillet Rosa Kildahl spørgsmålet - først som 59-årig fik hun svar på familiens hemmelighed

Rosa Kildahls familie har i mange år gemt på en stor hemmelighed. Nu har hun besluttet sig for at åbne låget til den.

Ordene var få i stuen i Himmerland den forårsdag i 2016.

I luften hang de spørgsmål, som Rosa Kildahl og hendes forældre ikke længere kunne komme udenom.

Spørgsmål om Rosas biologiske ophav.

Med sit sorte hår og brune øjne havde hun altid skilt sig ud fra sine fire lyshårede søskende. Og utallige gange havde andre mennesker stillet spørgsmålet: “Hvor kommer du egentlig fra?”

Rosa havde selv undret sig over, hvordan det hang sammen. Men uden at få svar. Når hun havde spurgt sine forældre, var der altid blevet lagt låg på. “Du kommer jo fra Himmerland”, havde de sagt.

Rosa har altid godt vidst, at hun stak ud i familien - men hvorfor fandt hun først ud af flere år efter.
Rosa har altid godt vidst, at hun stak ud i familien - men hvorfor fandt hun først ud af flere år efter. Foto: United Production Aps/TV 2

Nu sad Rosa der 59 år gammel i sit barndomshjem med sin mor og far. Fast besluttet på at få sandheden frem, mens de eneste to, der kunne fortælle den, stadig var her.

Hun kunne mærke, at de ikke havde lyst til at grave i fortiden.

For at gøre det nemmere nævnte Rosa derfor de muligheder, som hun selv havde tænkt på gennem årene.

Blandt andet at hendes far, Børge, ikke var hendes biologiske far, men at der havde været en anden mand inde i billedet.

Hendes forældre nikkede. Mere havde Rosa ikke brug for at vide lige der.

Først to år senere var hun klar til at gå i dybden med familiehemmeligheden.

Det sorte får

I dag kender de fleste Rosa Kildahl fra tv-programmer som ‘Den store bagedyst’ eller ‘Vild med dans’.

square to 16x9
Rosa Kildahl i TV 2-programmet 'Vild med Dans' 2018. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

Men der er en side af hendes historie, som kun de færreste kender.

Når Rosa Kildahl ser på de gamle sort-hvid-fotos fra barndommen, kalder hun sig selv “det sorte får”. Og så griner hun.

Hun voksede op i en søskendeflok på fem i Vilsted i Himmerland. En lille landsby i Nordjylland, hvor alle kendte alle – og hvor alle vidste alt om alle.

På billederne sidder Rosa som eneste barn med sort hår, brune øjne og en mørkere glød end sine to storebrødre, lillebror og lillesøster, der alle er helt lyse. Hun stak ud. Også i det lille lokalsamfund, hvor de mørkeste indbyggere var dem, der “blev solbrune om sommeren”, som Rosa formulerer det.

square to 16x9

På trods af det følte hun sig ikke som en outsider i familien. Tværtimod.

- Jeg var min fars kæledægge, og jeg blev faktisk foretrukket lidt. Så jeg har ikke haft noget behov for at gøre noget, før han ikke var her. Han var jo den forsmåede part, og skulle jeg så bore mere i det? Så vigtigt var det heller ikke, sagde jeg til mig selv, fortæller Rosa Kildahl.

Men da hun begyndte i skole, kom spørgsmålene fra klassekammeraterne. “Hvorfor er du så mørk?” “Hvor kommer du fra?” Det kunne Rosa ikke svare på, så hun spurgte sin mor.

Moren fejede det dog væk med, at Rosas morfar også var mørk i huden, og at det stammede fra kartoffeltyskerne. Den forklaring tog Rosa til sig. Hvis forældrene ikke ville tale mere om det, gjorde det nok ondt, tænkte hun.

I mange år levede hun derfor med sin mors forklaring, når folk spurgte.

Indtil det en dag blev nødvendigt for hende at få undersøgt tingene rigtigt.

Morens tre spor

square to 16x9
Rosa havde aldrig været i Grønland og vidste ikke meget om sine rødder der. Foto: United Production ApS / TV 2

Rosa var fyldt 60 år, da hun i foråret 2018 tog en beslutning. Hun havde selv fået børn og børnebørn, som havde brug for at kende deres rødder. Derfor var det nu blevet vigtigt.

To år forinden havde Rosa fået at vide, at hendes far ikke var hendes biologiske far. Hun havde også fået bekræftet, at hun var resultatet af sin mors affære med en grønlandsk mand.

En affære, der havde stået på, mens de to var indlagt med tuberkulose i 1950’erne.

Mere vidste Rosa ikke.

Rosa og hendes datter Trine ser på barndomsbilleder hjemme hos Rosa i Glyngøre.
Rosa og hendes datter Trine ser på barndomsbilleder hjemme hos Rosa i Glyngøre. Foto: United Production ApS / TV 2

Hendes datter Trine Marie Hansen havde i mange år presset på for at få svar. Hun var nemlig overbevist om, at det var vigtigere for hendes mor, end hun selv gik og troede. At hun havde lagt låg på i alle de år.

Nu var Rosas danske far gået bort, og det åbnede døren for, at hun også var klar til at lede efter svar på hemmeligheden.

Derfor allierede de sig med et tv-produktionsselskab, hvor Trines gode veninde Eva Nabe arbejdede. For at de kunne komme videre, havde de dog brug for mere fakta.

Rosas mor forstod ikke behovet for svar og ville ikke være med i eftersøgningen. Men hun ville heller ikke stå i vejen for rejsen.

Derfor indvilligede hun i at fortælle de tre ting, hun kunne huske om sin grønlandske flirt.

Han var et par år ældre end hende. Han var fra Sydgrønland, formentlig Julianehåb. Og hans navn var Tittus Karlsen. Mere vidste hun ikke, påstod hun.

Lungesanatoriet

Rosa og Trine tog til udkanten af stationsbyen Skørping. Stedet, hvor det hele begyndte.

Godt gemt mellem store, gamle bøgetræer fik de øje på en murstensrød bygning med karakter af et slot. Bygningen var i 1950’erne behandlingssted for den frygtede infektionssygdom tuberkulose. En sygdom, som man dengang var indlagt med i flere måneder ad gangen.

Det var her, Rosas mor blev indlagt i 1956. I samme periode blev omkring 180 grønlandske patienter overført til Danmark for at få den rette behandling.

Måske kunne lokalhistorikeren Johan Rafaelsen give Rosa og hendes datter svar på, hvordan det hele hang sammen.

De mødte ham i opholdsrummet, hvor han viste dem en række fotos af de personer, der var indlagt i 1950’erne.

- Jeg tror, det er ham dér, udbrød Trine og pegede på en grønlandsk mand.

- Det tænkte jeg også. Han er en pæn mand, tilføjede Rosa og grinede.

Måske var det hendes biologiske far på billedet. Måske ikke. Svaret på det kunne ligge gemt i patientlisterne fra dengang, fortalte Johan Rafaelsen. De lister ville de som pårørende formentlig kunne få adgang til.

Han havde dem dog ikke. Hans bedste bud var i stedet at opsøge stadsarkivet i Nuuk i Grønland.

Ingen vej tilbage

square to 16x9
Rosa og Trine tog fire dage senere til Grønland for at undersøge det spor nærmere. Foto: United Production Aps/TV 2

Fire dage senere trådte Rosa og Trine ind på stadsarkivet.

Her mødte de arkivleder Inge Høst Seiding. Hun havde før hjulpet andre familier i deres søgen efter grønlandske slægtninge. Ofte var det en svær opgave, men heldigvis var Inge nysgerrig på Rosas historie.

Patientlisterne havde hun dog ikke. For at få dem skulle Rosa søge om særlig adgang og afvente svar. Men Inge kunne tilbyde en anden mulighed.

 Oplysningen om, hvornår Rosas far var født, kunne hun bruge til at lede i de originale grønlandske kirkebøger. Hvis de kunne finde Tittus Karlsen der, kunne de måske også finde hans slægtninge.

Det var svært at læse de krøllede, gamle bogstaver. Pludselig stod der Tittus, men efternavnet var Joelsen. Der var ingen Tittus Karlsen under året 1928.

Deres sidste spor var at tage sydpå til byen Qaqortoq, der førhen hed Julianehåb, hvor Rosas far formentlig var født.

Inden de forlod arkivet, skrev Rosa sit telefonnummer ned på et stykke papir. I tilfælde af at Inge skulle falde over nye spor.

- Men du siger, at du først selv har fået det at vide sidste år? spurgte Inge.

- Ja, svarede Rosa.

- Du har aldrig selv vidst det? spurgte hun igen.

Rosa rystede på hovedet. Da hun forlod arkivet, ramte det hende. Ingen havde spurgt som Inge. Hun havde lyttet og sat gang i mange tanker, der var svære at rumme. Den dør, der havde været lukket i 60 år, blev nu flået op.

Rosa kunne mærke, at det ikke længere var Trine, der brændte for at få svar. At det også betød noget for hende – og at det måske altid havde gjort det.

- Nu er der ingen vej tilbage. Nu er det ikke bare en smuk oplevelse i Grønland. Nu er der noget på spil indvendigt, kan jeg godt mærke, sagde Rosa, da hun gik ud.

Hun kunne mærke det. Der var noget på vej. På vej til lufthavnen ringede hendes telefon.

På sporet af Tittus

square to 16x9
Rosa Kildahl på stadsarkivet i Nuuk Foto: United Production Aps/TV 2

Arkivaren Inge havde fundet nye oplysninger. De måtte tilbage til stadsarkivet.

Af ren nysgerrighed havde Inge kigget længere tilbage i de gamle, grønlandske kirkebøger. Ved år 1920 havde ét navn fanget hendes opmærksomhed.

Rosa og Trine havde svært ved at tro det, da de så de krøllede bogstaver på siden.

Tittus Jens Adam Karlsen, født 11. juni 1920 i Julianehåb.

Lige der i kirkebogen stod det navn, de havde håbet på at finde på rejsen.
Lige der i kirkebogen stod det navn, de havde håbet på at finde på rejsen. Foto: United Production/TV 2

Hans forældre var fangere, og hans far hed Paulus Abel Karlsen. Hans mor hed Augusta Tora Rosa Karlsen.

- Nej! Så jeg er simpelthen opkaldt efter min farmor, udbrød Rosa.

- Ved du hvad, det tror jeg, svarede Inge.

Rosa havde svært ved at finde ord. Hun kiggede på siden i bogen.

Under navnet Rosa var der en streg. Noget, man brugte for at vise, hvilket navn der blev brugt i daglig tale.

Rosas stemme rystede.

- Jeg synes, det er smukt. Jeg bliver stolt, glad og meget rørt, sagde hun.

Sporet kunne måske lede dem hen til hendes far. Om han stadig var levende, kunne de kun finde ud af ved at tage til byen Julianehåb.

square to 16x9

- Nu skal vi i lufthavnen. Vi skal videre – om vi så skal gå derned, sagde Rosa.

På vejen ringede de til Trines veninde Eva for at sætte hende ind i de nye oplysninger. Mens de sad i flyet, kunne hun tage kontakt til museet i byen for at finde ud af, om de kendte Tittus Karlsen.

Deres fly blev dog aflyst, og Rosa og Trine måtte blive i Nuuk mindst et døgn mere. Det gav Eva mere tid til opgaven. Mens de ventede, ringede Eva tilbage.

Eva Nabe havde fundet et nyt, afgørende spor i jagten på Rosas biologiske far.
Eva Nabe havde fundet et nyt, afgørende spor i jagten på Rosas biologiske far. Foto: United Productions ApS / TV 2

Hun havde fundet en kvinde, som var ret sikker på, at hun kendte netop den Tittus Karlsen.

Det gule hus ved vandet

Dagen efter bankede Rosa og Trine på døren til et gult træhus ved vandet i det sydlige Grønland.

En kvinde med grønlandske træk ligesom Rosa åbnede døren.

Det var Karen Rosa Karlsen – en niece til Tittus Karlsen. I telefonen havde hun fortalt Eva, at Tittus var gået bort, og at hun havde arvet hans ting. Blandt andet hans fotoalbums og notesbøger.

Som barn havde hun boet sammen med sin mor og onklen Tittus. Hun kendte ham derfor godt og vidste også, at han havde været indlagt i Skørping i 1956.

Rosa var klar til at få fakta på bordet.

- Vidste han så godt, at jeg fandtes. At jeg var hans datter? spurgte hun som noget af det første.

Karen Rosa nikkede.

Rosa tog sine hænder foran ansigtet. Det ramte hende.

- Han havde et lille sort-hvid-billede af en pige på cirka to år. Det havde han stående i skænken, indtil han døde.

Det billede kunne hun dog ikke finde mere.

Rosa tog sin taske op fra gulvet og fandt det lille firkantede billede frem, som hun havde haft med på hele rejsen. Karen Rosa var ikke i tvivl, da hun så det.

- Det er det billede, bekræftede hun.

square to 16x9
Børnebilledet havde Rosa haft med på hele rejsen fra Danmark til Skørping til Grønland. Nu gjorde det pludselig en forskel i jagten. Foto: United Production Aps/TV 2

Rosa kunne ikke holde tårerne tilbage. Tanken om, at hendes billede havde stået fremme i sin biologiske fars hjem, var svær at rumme.

Hun var stille et øjeblik, mens hun kiggede på det gamle foto.

Karen Rosa fortalte, at Tittus var et positivt menneske, meget nysgerrig og social. Han havde arbejdet som brandmand og senere som leder i en ungdomsklub.

Hun fandt endnu et billede i en guldramme frem. Rosa holdt det op ved siden af sit hoved. Ingen ved bordet var længere i tvivl.

Deres øjne var ens. Ligesom kindbenene og det lille buk ved næsen også var det samme.

Snakken om Tittus fik Trine til at tænke over en ting.

- Boede han her i det her hus?

- Ja, svarede Karen Rosa.

- Gjorde han? udbrød Rosa forbavset.

- Så han har siddet og kigget ud på vandet her?

- Ja, det har han. Vi boede lige her, svarede Karen Rosa.

Rosa kunne næsten se ham for sig sidde ved vinduet, tænke over ting. Eller gå rundt udenfor og arbejde på stensætningen foran huset.

Karen Rosa fandt et sidste billede frem fra Tittus’ gæstebog.

Den lille pige på trappen

square to 16x9
En lille pige på trappen foran Rosas barndomshjem i Himmerland. Foto: United Production Aps/TV 2

Det var et billede, hvor der sad en lille pige foran et hus. Rosa genkendte det med det samme, men havde svært ved at sige det højt.

Huset var hendes barndomshjem i Himmerland.

 - Så nogen har sendt til ham indimellem, sagde Rosa, mens det langsomt gik op for hende, hvordan det kunne hænge sammen.

Om det var hende på trappen, kunne de ikke se på grund af billedets kvalitet. Men ved siden af billedet stod en tekst på grønlandsk. Rosa og Trine kiggede måbende på Karen Rosa, da hun læste det op:

- En, jeg aldrig har set, men som har noget med mig at gøre. Godt, der ikke er grænser for tankerne.

Tårerne pressede sig igen på. Mere og mere tydede på, at Rosa ikke havde været skjult eller glemt, men at hendes far måske havde fulgt med fra sidelinjen.

Hun kunne mærke, at det betød mere, end hun havde regnet med.

- Jeg ville godt nok gerne have gjort noget noget før. Og gerne have vidst noget noget før. Så hvis jeg skal give noget videre til nogen, så vil jeg sige: Man må ikke holde sådan noget skjult, for man har jo følelser på spil.

Senere på dagen gik de alle tre mod byens gamle kirkegård. Rosa tænkte over, at hendes biologiske far havde gået på alle de stier, som hun gik på nu.

Tittus J. A. Karlsen

Inde på den store græsmark fortalte de hvide kors, at mange mennesker havde fundet deres sidste hvilested her. På et af dem stod:

Tittus J. A. Karlsen 11.07.1920 - 29.09.1989.

De lagde en blomsterkrans ved navnet og stod et øjeblik i stilhed. Inden de gik, klippede Rosa et lille stykke af sit hår.

- Det er jo mig og hans sorte hår, som jeg har arvet. Jeg vil lige forbinde ham og mig, sagde hun og lagde håret under en sten.

square to 16x9

De grønlandske rødder

Rosa havde fået det, hun var kommet til Grønland for. Hun havde set sin biologiske fars hjem og været så tæt på ham, som hun overhovedet kunne komme.

Selv efter 60 år kunne hun mærke, at det havde en betydning at sætte ord og billeder, tid og sted på hendes ophav.

- Jeg har fortrudt, at jeg ikke har gjort det noget før. Så havde jeg haft muligheden for at møde min biologiske far, sagde Rosa.

Hun tog en dyb indånding.

- Det er så vigtigt, at sådan nogle familiehemmeligheder kommer på bordet. Sandheden skal jo frem, for den betyder noget for nogen. For mig betyder det, at jeg med ro i sindet kan sige: Jeg kender mine rødder, og jeg ved, hvordan det hele hænger sammen. Så mine brikker er faldet på plads, og det er jeg bare taknemmelig for.

Da de lukkede porten ind til kirkegården igen, stoppede Karen Rosa op. Hun havde noget mere, hun skulle fortælle om Tittus. Han havde flere børn. Formentlig havde Rosa seks-syv halvsøskende.

Rosa brød ud i grin. Det samme gjorde Trine.

Børnene var med forskellige kvinder, fortalte Karen Rosa. Tittus havde haft lidt kontakt til nogle af dem. Men det var kun Rosas billede, der havde stået fremme på skænken.

square to 16x9
Rosa og Trine kunne langsomt mærke, at de brikker, da aldrig havde haft, nu lige så stille faldt på plads. Foto: United Production Aps/TV 2

Følg Rosa og Trines rejse i ’Rosas grønlandske hemmelighed’ allerede nu på TV 2 PLAY, eller når første afsnit af dokumentarserien har premiere tirsdag 25. december klokken 20.00 på TV 2.