Lægehuse lukker for nye patienter - se hvordan det ser ud i din kommune

Syv ud af ti danske lægepraksisser har ikke plads til nye patienter, fordi der stadig mangler praktiserende læger.

Der er stadig flere lægepraksisser, der er helt fyldt op med patienter og må lukke for tilgangen af nye patienter.

En af dem ligger i Vissenbjerg på Fyn, hvor lægehuset har søgt efter en ny praktiserende læge i mere end et år. Jagten har ikke båret frugt, og derfor er Lægehuset nu tvunget til at sige stop for nye patienter.

- Elastikken kan briste på et tidspunkt, og tingene skal hænge sammen. Vi skulle jo gerne have tid til de patienter, vi har, og behandle dem ordentligt, siger læge Thomas Kanstrup Poulsen fra Lægehuset Vissenbjerg.

De seneste tal fra Sundheds- og Ældreministeriet viser, at hele 70 procent af landets lægepraksisser er i samme situation. Og det er et tal, der er voldsomt stigende:

I 2014 var 37 procent af praksisserne lukket for nye patienter, i 2016 var det tal steget til 54 procent, og i 2018 er tallet altså oppe på 70 procent.

- Det er et meget stort problem. Først og fremmest et uddannelsesproblem. Der er kommet rigtig mange flere læger på sygehusene, og det er også fint, men vi har stået helt stille i almen praksis. Der er simpelthen ikke kommet flere, siger Christian Freitag, der er formand for de praktiserende lægers organisation, PLO.

- Nu rammer udviklingen også de store byer. Der er flere og flere borgere, der bliver ramt af, at de ikke kan få en læge, hvis de flytter. Eller at de ikke kan vælge mellem flere læger. Det er jo en anden konsekvens, siger Christian Freitag.

100 procent lukket

De nye tal fra Sundheds- og Ældreministeriet, der er et øjebliksbillede fra en enkelt dag – 18. april 2018 – viser faktisk, at der i fire kommuner var 100 procent lukket på denne dag. I kommunerne Helsingør, Herlev, Hillerød og Rudersdal havde alle lægepraksisser lukket for tilgang af nye patienter.

Tidligere i år lød det fra Region Hovedstaden, at 98 procent af de praktiserende læger i Københavns Kommune var lukket for tilgang af patienter, mens det på Frederiksberg var 100 procent af lægerne. Det fik regionen til at oprette to midlertidige klinikker for at afhjælpe problemet

På kort sigt er der ikke noget, der tyder på, at manglen på praktiserende læger bliver mindre. Hver tredje praktiserende læge forventes at gå på pension inden for de næste ti år. Ministeriets nye tal viser endda, at hver tiende praktiserende læge i dag allerede er over 65 år og dermed kunne gå på pension, hvis de ville.

Flere på vej

Ifølge PLO er arbejdet med at uddanne flere læger allerede i gang, men det er ikke nok til at løse problemet.

- Vi har vidst i mange år, at vi ville komme til at mangle læger, ikke mindst praktiserende læger. Men nu er man i gang, og det er det væsentligste. Der bliver uddannet flere almene medicinere, men der skal endnu flere til, for vi bliver ældre. Der er mange praktiserende læger, der er pensionsmodne, siger Morten Svenning Nielsen, der er lokalformand for PLO på Fyn.

Se på kortet, hvordan situationen er i din kommune:

Så mange lægepraksisser har lukket for tilgang af patienter

Tal fra april 2018