Har du gæld til det offentlige? Sådan tjekker du det

Hvis du vil vide, om du har gæld til det offentlige, skal du finde telefonen frem.

Knap en halv million danskere har fået eftergivet gæld til det offentlige, og mange af dem vidste overhovedet ikke, at gælden eksisterede.

Gældsstyrelsen har nemlig ikke pligt til at oplyse danskerne om deres gæld, men kun til at inddrive den.

Men faktisk har du mulighed for selv at tjekke, om du har gæld. Og det kan være en god idé at gøre, for hvert år vil gælden vokse med 8,05 procent i inddrivelsesrente.

Vidste ikke, hun havde gæld

En af dem, der ikke var klar over, at hun havde gæld - men som har fået eftergivet den - er erhvervskvinden Stine Bosse.

Hun har fået afskrevet 196,52 kroner. En gæld, som hun meget gerne ville have betalt, men som hun ikke vidste, at hun havde.

- Jeg både kan og vil betale de beløb, jeg skylder. Jeg anede ikke, at jeg skyldte pengene, siger Stine Bosse.

Hvis du ligesom Stine Bosse gerne vil betale, hvis du skylder penge, så kan du tjekke din gæld ved at ringe til Gældsstyrelsen.

Har fundet ud af, at du har en stor gæld, som du ikke tidligere har været klar over? så hører TV 2 gerne fra dig på 1234@tv2.dk

Sådan tjekker du din gæld til det offentlige

Gældsstyrelsen tager kontakt - men kun i nogle tilfælde

I nogle tilfælde vil Gældsstyrelsen selv tage fat i dig, hvis du skylder det offentlige penge. Det kan være, hvis de vil afholde et møde med dig. Men det er langtfra i alle tilfælde, hvor de oplyser skyldnere om deres gæld. Du kan sagtens have gæld uden at vide det.

Få oplyst gælden

Hvis du vil tjekke, om du har gæld, findes der intet sted på nettet, hvor du kan logge ind og tjekke din gæld, som du eksempelvis kan, når du skal se, hvor meget du enten skal have tilbage i skat, eller hvor meget du skal betale tilbage.
Du skal i stedet ringe til Gældsstyrelsen på 70157304. Her kan du få et samlet overblik over din gæld og derefter få sendt en gældsoversigt.
Gældsstyrelsen gør dog opmærksom på, at oversigten kan være behæftet med fejl på grund af deres gamle inddrivelsessystem EFI, som i perioden 2013 til 2015 havde fejl i systemet.

Kontakt myndigheden

Hvis du ikke helt forstår, hvorfor du skylder penge, eller hvorfor beløbet er som, der er, så skal du kontakte den myndighed, som du skylder pengene til. Gældsstyrelsen står blot for inddrivelsen.

Renterne skal tjekkes hos skat

Din gæld tilskrives en rente på 1,08 procent om året. For at få et overblik over, hvor stor en del renterne udgør af din gæld, skal du tjekke det hos skat.
Ligesom med andre renter - fra eksempelvis banklån og lignende - kan du tjekke det seneste års renter i TastSelv Borger på skat.dk/tastselv, hvor du logger på med NemID.

Betal gælden

Hvis du ønsker at betale din gæld, så skal du igen kontakte Gældsstyrelsen på nummeret 70157304, hvor du vil få oplyst en betalingslinje, som gælden kan indbetales på. Det foregår enten med et engangsbeløb eller over flere rater.
Hvis du skal betale gælden fra udlandet, skal det ske med en bankoverførsel. Informationerne finder du hos Gældsstyrelsen.