Britta Nielsen bliver frivilligt fængslet i fire uger

16x9
Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for svindel med 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

Britta Nielsen og hendes 48-årige søn skal holde jul og nytår bag tremmer.

Den svindelmistænkte Britta Nielsen og hendes voksne søn, der er mistænkt for hæleri, har frivilligt valgt at forblive fængslet henover jul og nytår.

Det oplyser Københavns Byret til TV 2 mandag.

Først tirsdag den 15. januar skal en dommer tage stilling til, om varetægtsfængslingen skal opretholdes.

Det er 14 dage siden, at Britta Nielsen og hendes søn frivilligt valgte at forblive fængslet i to uger.

64-årige Britta Nielsen er sigtet for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner gennem sit arbejde som betroet medarbejder i Socialstyrelsen.

Anholdt i Sydafrika

Hendes tre børn - to døtre og den 48-årige søn - er sigtet for hæleri ved at nyde godt af de penge, som moren angiveligt har svindlet sig til.

Mens sønnen er varetægtsfængslet, er ingen af de to søstre bag tremmer.

Sønnen blev anholdt 30. oktober i Johannesburgs internationale lufthavn i Sydafrika. Det skete, kort efter at han samme dag var blevet varetægtsfængslet in absentia og dermed internationalt efterlyst.

 5. november blev Britta Nielsen så anholdt i en lejlighed i Johannesburg.

Hælerisigtelse for 3,6 millioner kroner

Mor og søn ankom til København 9. november, og dagen efter blev de begge varetægtsfængslet.

Sønnen sigtes blandt andet for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved fra 2002 til 2018 at have modtaget udbyttet eller medvirket til at skjule udbyttet, som Britta Nielsen svindlede sig til.

I alt drejer hælerisigtelsen mod ham sig om 3,6 millioner kroner. Nogle beløb modtog han via kontooverførsler, mens andre er modtaget i ejendomme.