En person død i villabrand

16x9
Arkivfoto. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark (arkiv)

Hele huset var omspændt af flammer, da brandsprøjten kom frem.

En person har mistet livet i en brand på Bornholm natten til lørdag.

En villa brød i brand, og da brandfolk havde fået slukket ilden og kunne komme ind i huset, fandt de liget af en person. Det skriver Bornholms Tidende.

Årsag til brand ukendt

Alarmen om branden kom klokken 02.49, og da brandvæsnets sprøjte kom til adressen, stod hele huset i brand.

Da røgdykkere kom ind i huset, fandt de liget af en person.

Personens identitet er ikke endeligt fastslået.

Bornholms Politi kender ikke årsagen til branden men oplyser til Bornholms Tidende, at man efterforsker den.

Det bliver op til teknikere at fastslå, hvad der antændte huset.