FN's generalsekretær advarer verdens ledere om selvmordskurs: Det er sidste afkørsel

16x9
Damp fra et kulfyret kraftværk i Bosnien. Foto: Fehim Demir / Ritzau Scanpix

Mens alle holder øje med Brexit, kæmper de for at få enderne til at mødes på klimatopmødet i Polen.

FN's generalsekretær taler i usædvanligt skarpe vendinger.

Hans medlemslande styrer ifølge ham lige nu mod afgrunden i stedet for at vælge det, han ser som den sidste afkørsel inden.

- Det ville ikke alene være amoralsk, det ville være selvmorderisk, sagde Antonio Guterres ifølge BBC tidligere på dagen til klimatopmødet i Polen.

Torsdag hastede han tilbage til mødet for at gøre et sidste forsøg på at få FN's 193 medlemslande til at vælge det, han kalder den sidste afkørsel, ved at lægge pres på forhandlingerne.

Mangel på fremskridt

"Det vigtigste af sin art" er topmødet blevet kaldt. I hvert fald siden 2015 i Paris, hvor medlemslandene historisk enedes om at begrænse den globale opvarmning til maksimum to grader - helst halvanden grad i 2050.

I år er det blevet tid til at gøre status på den ambition:

Det går ikke særlig godt.

Bagtæppet til topmødet er nemlig en ny rapport fra FN. Den viser, at CO2-udledningen igen i år når nye højder. Det gik ellers lige så godt. I de seneste par år har den ligget nogenlunde stabilt på det samme høje leje.

Det leje skal dog halveres allerede inden for de næste 10-12 år, hvis der skal være chancer for at lykkes med ambitionen om at holde temperaturstigningen på de maksimum to grader, fastslog en anden nylig rapport fra FN.

Lang vej endnu

Derfor var forhandlernes ambition med klimatopmødet, at landene skulle lykkes med at fastsætte en række konkrete regler for, hvordan vi når parisaftalens mål - meget gerne med en regelbog, der skal binde landene til ambitiøse mål for reduktion af CO2.

Men der er lang vej endnu, fastslog FN-generalsekretæren ifølge BBC, da han ankom torsdag.

Blandt nogle af deltagerne til klimatopmødet bliver generalsekretærens klare tale modtaget med begejstring.

Forgængerens tidligere klimarådgiver, Janos Pasztor, kalder over for The Guardian talen nødvendig.

- Generalsekretæren har husket verden på, hvad der er på spil, siger han til avisen og understreger, at det er nu, der skal handles på de seneste rapporters dystre forudsigelser.

Om lidt over et døgn slutter det officielle program for dette års klimatopmøde.