Hjerneskadet Falckredder hædres - forsøgte at redde fiskere i dødsulykke

16x9
Erik Schack fik overrakt den fine orden af borgmester Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Falck-redder Erik Schack har forgæves kæmpet for at få anerkendt den blodprop i hjernen, han fik ved redningsaktionen, som en arbejdsskade.

Mere end fire år efter en tragisk dødsulykke på en fiskekutter i Strandby Havn, der kostede to fiskere livet, bliver manden, der kæmpede for at redde deres liv, endelig anerkendt for sin indsats.

56-årige Erik Schack har i følge TV 2 NORD fået Malteserordenens fortjenstmedalje. En orden, som han fik overrakt af Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen. Det var Per Østergaard fra Malteserordenen, der havde indstillet Erik Schack til medaljen.

Malteserordenen er en international orden med hovedkvarter i London og på Malta. Den støtter især hospitaler, plejehjem og børnehjem. Den står bag forskellige hjælpeorganisationer som Ridder Woof og White Cross International.

Ulykken skete 4. august 2014. To fiskere lå livløse i et lastrum på en fiskekutter i Strandby. Lastrummet var fyldt med svovlbrinte fra rådnende skidtfisk. Erik Schack blev tilkaldt som Falck-redder, og han kæmpede forgæves for at redde de to mænds liv. De to mænd - en 58-årig mand og en 21-årig mand - mistede på trods af redningsaktionen livet efter at have indåndet de giftige dampe.

En pumpemand, som havde forsøgt at redde de to fiskere, blev alvorligt hjerneskadet, og også Erik Schack indåndede de giftige dampe. Efter han haft havde det dårligt og havde kastet op, fik han flere blodpropper i hjernen.

Det har ført til en hjerneskade, som betyder, at Erik Schack i dag er førtidspensionist.

Har kæmpet for at få anerkendt hjerneskade som arbejdsskade

Siden har Erik Schack og hans fagforening 3F kæmpet forgæves for at få Ankestyrelsen til at anerkende Erik Schacks hjerneskade som en arbejdsskade. I oktober afviste retten i Hjørring det ønske, skriver blandt andet Avisen.dk.

Retten mener ikke, Erik Schack har godtgjort, at hans hjerneskade stammer fra ulykken i Strandby.

- Dommen er dybt uretfærdig, og psykisk er jeg helt nede i kælderen. Jeg passede mit job som Falckredder og prøvede at redde liv, og det gør bare så ondt at få den her behandling nu, sagde Erik Schack ifølge Avisen.dk efter dommen.

Nu - godt to måneder efter den dom - er han altså blevet belønnet for sin indsats i forbindelse med ulykken.