Politiet advarede mod el-løbehjul og skateboards på cykelstier - frygter dødsulykker

En række organisationer har i høringssvar advaret Folketinget mod at vedtage forsøgsordning for el-løbehjul og -skateboards på cykelstierne.

El-løbehjul og -skateboards på cykelstierne. Det bliver virkeligheden fra januar 2019 efter et massivt folketingsflertal torsdag valgte at give grønt lys for en forsøgsordning, der tillader "motoriserede løbehjul og selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards" på cykelstierne.

- Vi skal være åbne for nye måder at bevæge sig på i trafikken, siger Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen (LA). Men en række organisationer, blandt dem Rigspolitiet, har advaret Folketinget mod at indføre ordningen.

Nu undrer flere af dem sig over, at Folketinget har ignoreret de advarsler.

- Det er helt usædvanligt, at det sker, siger Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik, til TV 2.

- Det er helt en fuldstændig tåbelig idé. Det er stadig det, der står tilbage, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Han frygter en række ulykker og dødsfald på baggrund af den nye forsøgsordning - blandt andet fordi skateboards nu også tillades på cykelstierne.

- Det vil uvægerligt føre til ulykker. Mange af de her skateboards kan jo køre helt op til 30 kilometer i timen, og de kan ikke bremse. Det betyder, at man reelt tillader legetøj på cykelstierne, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Skal være fyldt 15

Man skal være 15 år for at kunne køre med skateboard eller el-løbehjul på cykelstien.

- Det er den yngste gruppe af trafikanter, som er den mest udsatte og risikovillige gruppe, som man nu slipper ud i trafikken på cykelstierne. Det er jo også dem, vi nødigt vil have mister livet. Men det her vil føre til ulykker, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Også politiet har advaret Folketinget mod at indføre forsøgsordningen. Det sker i et høringssvar fra Rigspolitiet. Men overfor TV 2 ønsker Rigspolitiet fredag ikke at kommentere indførelsen af forsøgsordningen.

- Vi henviser til det høringssvar, som du selv nævner, og har ikke yderligere kommentarer, da vi ikke kommenterer på den politiske proces, lyder det fra Rigspolitiets Presseafdeling.

Rigspolitiet: Betænkeligt

I høringssvaret kalder Rigspolitiet det "meget betænkeligt" at indføre de nye regler.

- Af færdselssikkerhedsmæssige årsager findes (det) meget betænkeligt at tillade brug af de omhandlede køretøjstyper på vej, hvor færdselsloven gælder. Det er Rigspolitiets opfattelse, at disse køretøjstyper overvejende bør anses som legetøj, og det vil medføre en øget risiko for uheld med alvorlig tilskadekomst og dødelig udgang at introducere de omhandlede køretøjstyper i et til stadighed mere intensiveret trafikbillede, skriver Rigspolitiet.

Der vil opstå mange utrygge situationer på cykelstierne, siger Klaus Bondam. Folketinget giver nu grønt lys for el-løbehjul på cykelstierne.

I Cyklistforbundet frygter man også ulykker, og da TV 2 interviewede Klaus Bondam, formand for Cyklistforbundet, talte han direkte til kameraet på et tidspunkt.

- Pas på efter 1. januar. Vi er flere, der skal deles om pladsen, og det kommer til at skabe meget utrygge situationer, siger Klaus Bondam.

En række andre organisationer har også i høringssvar advaret mod forsøgsordningen, som blev vedtaget med stemmer fra alle Folketingets partier - undtagen Enhedslisten (EL).

Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører hos Venstre, der står bag beslutningen, siger til TV 2, at forsøgsordningen vil blive nøje overvåget af politikerne.

- Vi har noteret os høringssvarene, også det fra Rigspolitiet. Jeg har også selv været bekymret. Men de her køretøjer jo til salg derude, og folk kører på dem og bruger dem. Nu prøver vi med en forsøgsordning, som vi holder nøje øje med, og hvis det viser sig, at det var en forkert beslutning, er vi parate til at gribe ind, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Men tror du ikke, dem, der kommer til skade ved eventuelle  ulykker, er ligeglade om det skete under en forsøgsordning eller en permanent ordning?

- Nu skal man passe på med ikke at overdramatisere det her. Vi overvåger nøje den her forsøgsordning, og hvis det ikke duer, er vi klar til at droppe det, siger Kristian Pihl Lorentzen.

El-løbehjul har bidt sig fast i flere byer

I udlandet har el-løbehjulene som transportmiddel bidt sig fast i byer som Tel Aviv, San Fransisco, Mexico City og Paris.

Men reglerne for transportmidlet er mange steder uklare, og i Frankrig blev fem dræbt og 284 såret på rulleskøjter og løbehjul i 2017. Bystyret i Paris overvejer nu at indføre et kørekort til el-løbehjul.

I den spanske hovedstad, Madrid, har bystyret ifølge det britiske medie Telegraph netop besluttet, at alle el-løbehjul skal være væk fra byens veje senest om tre døgn. Det sker blandt andet på baggrund af en ulykke, hvor en 90-årig fodgænger blev dræbt i et sammenstød.

På verdensplan skønnes det ifølge DR, at der i dag findes 80 millioner el-løbehjul.

square to 16x9