Sort arbejde koster staten milliarder - hver femte dansker er 'skyldig'

Omfanget af sort arbejde er steget fra 2016 til 2017, viser ny rapport. Kontrollen er ikke god nok, mener professor.

Færre arbejder sort. Det viser en ny analyse fra Rockwool Fondens forskningsenhed.

Men de, der arbejder sort, arbejder til gengæld mere sort.

Samlet set betyder det, at omfanget af sort arbejde er steget i Danmark. I 2016 udgjorde det sorte arbejde 1,7 procent i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), og det var i 2017 steget til 2,2 procent.

- Det er cirka hver femte dansker, der har været aktiv på det sorte arbejdsmarked inden for det seneste år. Men de, der arbejder sort, har øget deres timeforbrug, siger Peer Ebbesen Skov, der er forsker ved Rockwool Fonden, til TV 2.

Hvor måneskinsarbejderne i 2016 brugte gennemsnitligt 1 time og 58 minutter om ugen på arbejde fri for skat og moms, steg tidsforbruget i 2017 til 2 timer og 44 minutter ugentligt.

Gode tider giver sort arbejde

Den nye udvikling er et brud på en ellers faldende tendens. Forklaringerne kan være mange, men et oplagt bud er ifølge Rockwool Fondens analyse, at det er gode økonomiske tider.

Selvom der er afsat flere penge til skattemyndighederne, så er det et område, hvor kontrollen ikke er tilstrækkelig omfattende

Bent Greve, professor, Roskilde Universitet

Det betyder, at flere får lavet forbedringer af deres boliger, og en del af det arbejde må antages at blive lavet sort. Det bakkes op af Bo Sandberg, der er cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Byggeri.

- Vi ser en masse boligforbedringer. Danskerne har stor fremgang i disponible indkomster, og der blev handlet flere boliger i 2017, end der er blevet i ti år. Og der bliver sat rigtig meget i stand i den forbindelse, siger han til TV 2.

Det giver også travlhed på markedet og længere ventetid til 'hvide' håndværkere, og det kan få nogle kunder til at vælge sort arbejde, tilføjer han.

Af andre forklaringer peger Bo Sandberg på, at skattemoralen lider under uheldige sager i skat, og at danskerne opfatter risikoen for at blive opdaget som faldende.

Afstemning

Endelig peger han på, at boligjobordningen, kendt som håndværkerfradraget, er blevet ændret flere gange siden 2011. Tidligere var det et bredt fradrag, der kunne bruges på eksempelvis almindelige køkken- og badeværelsesrenoveringer.

- Men i de senere år er det blevet indsnævret til at være et smalt, målrettet, grønt fradrag, der kun giver fradrag til energirenoveringer. Og det kan jo godt være, at der er nogle af de opgaver, som normalt har været omfattet af håndværkerfradraget, som nu desværre bliver lavet på det sorte marked, siger Bo Sandberg.

Koster 7,5 milliarder

Det sorte arbejde udgør ifølge Rockwool Fondens analyse en værdi på cirka 48 milliarder kroner.

Hvis al den indkomst pludselig blev synlig for Skat, ville en del af det arbejde ikke længere blive udført, eller folk ville ordne det som gør det selv-arbejde. Men en tredjedel af det sorte arbejde, der bliver udført i dag, ville stadig blive udført, bare som hvidt arbejde i stedet, viser undersøgelsen.

- Så hvis vi tager højde for den adfærdsændring, så står vi tilbage med et tabt skatteprovenu i omegnen af 7,5 milliarder kroner, siger Peer Ebbesen Skov.

Sort arbejde er stadig mest udbredt blandt unge faglærte og ufaglærte mænd. Ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen.

For dårlig kontrol

Hvis man skal nedbringe omfanget af sort arbejde, så skal risikoen for at blive opdaget gøres større, vurderer professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Bent Greve.

- Selvom der er afsat flere penge til skattemyndighederne, så er det et område, hvor kontrollen ikke er tilstrækkelig omfattende, siger han.

Det skal være nemmere for Skat at komme ind og kontrollere på privat grund, siger Socialdemokratiets Nicolai Wammen. Video: Sebastian Goos

Bedre kontrol er den ene løsning. Den anden er ifølge Bent Greve en ændring af folks opfattelse af, at det er i orden at lave sort arbejde.

- Man kan altså få ganske meget ekstra service i daginstitutioner, folkeskoler og andre steder for 7,5 milliarder kroner om året. Man kan aldrig komme af med det hele, men et par milliarder ville også hjælpe. Så jeg tror, det handler om at informere om konsekvensen af sort arbejde, siger han.

Vil føre regler tilbage

I Socialdemokratiet mener man, at løsningen er at gøre det nemmere for Skat at tage på kontrolbesøg i folks private haver uden en dommerkendelse. Det siger partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, onsdag.

- Resultatet, af at regeringen har gjort det sværere at kontrollere sort arbejde, er, at det er i stor stigning. Det betyder, der bliver snydt med milliarder af kroner, som vi skulle bruge på vores velfærdssamfund, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Derfor er man nødt til, at vi alle sammen bidrager med det, vi skal, og at man sætter effektivt ind over for sort arbejde. Det, vi lægger op til, er jo sådan set bare at føre reglerne tilbage til det, de var.

Sammenligner man med landene omkring os, er sort arbejde mere udbredt i Danmark end i både Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Knap halvdelen af det sorte arbejde herhjemme bliver udført for familie, venner og bekendte, viser Rockwool Fondens undersøgelse. Den viser også, at den slags arbejde oftest betales i form af gentjenester. Kun i 27 procent betaler familiemedlemmer med kontanter.