Fiat dumper igen i sikkerhedstest: - Katastrofalt lavt niveau

16x9
Kun en selehusker sikrede Fiat Panda point i sikkerhedstest, men det kunne ikke række til mere end nul stjerner. Foto: Euro NCAP

FDM kan ”på ingen måde anbefale Fiat Panda”. Også sidste år havde Fiat problemer med en anden model.

Bilens kollisionssikkerhed er katastrofalt dårlig, og sikkerheden for børn på bagsædet er om muligt endnu ringere.

Sådan skriver bilisternes interesseorganisation, FDM, efter det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP har haft den lille Fiat Panda igennem en sikkerhedstest.

Resultatet af testen er pinligt, mener FDM. Sikkerheden er ganske enkelt skandaløs.

- Fiat Panda har efterhånden mange år på bagen. Det undskylder dog ikke, at Fiat har forsømt løbende at forbedre sikkerheden, som er på et katastrofalt lavt niveau for en bil, der i 2018 stadig kan købes fra ny, siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, til FDM's hjemmeside.

Et plaster på et åbent benbrud

Sidst bilen var igennem samme test, scorede den fire stjerner ud af fem mulige. Bilen er ikke blevet mindre sikker siden testen i 2011, men i mellemtiden har Euro NCAP skærpet kravene til sikkerheden, og det resulterede denne gang i nul stjerner til Fiat Pandaen. Nul.

Ud fra testen konkluderer FDM, at sikkerheden på alle måder er forældet i årets bil fra 2004.

Fiat Panda har godt nok automatisk nødbremse som standardudstyr i Danmark, men den virker kun op til 30 kilometer i timen og bremser ikke for bløde trafikanter. Det er "som et plaster på et åbent benbrud, når man ser på den øvrige sikkerhed," mener Søren W. Rasmussen.

I år er der ifølge FDM indtil videre solgt knap 250 Fiat Pandaer i Danmark. Er man på markedet for en ny bil, kan FDM dog ”på ingen måde anbefale Fiat Panda”.

Også Jeep dumper

Som bilkøber bør man også gå langt uden om Jeep Wrangler, mener Søren W. Rasmusen. Den har været igennem samme test og scorede kun én stjerne. Et ”katastrofalt ringe resultat taget i betragtning, at det er en helt ny bil”, lyder det fra Euro NCAP's danske repræsentant.

- Det er på høje tide, vi ser et produkt fra Fiat-Chrysler, der kan udfordre konkurrenterne på sikkerheden, siger Euro NCAP's generaldirektør, Michiel van Ratingen, der er meget skuffet over Jeepens resultat.

Selvom Fiat Pandas testresultat er meget ringe, er det ikke helt enestående. Sidste år klarede Fiat Punto sig lige så dårligt. Det var første gang en bil, fik nul Euro NCAP-stjerner.