Dansk milliardærs visioner modtages med blandede følelser i Skotland

16x9
Anders Holch Povlsen. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Skotske organisationer og politikere er delte i holdningerne til Anders Holch Povlsen, der nu er den privatperson, der ejer mest land i Skotland.

Gennem 12 år har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen opkøbt godser i det skotske højland. I mandags kunne TV 2 fortælle, at han nu, efter købet af endnu et gods, Kinrara Estate i Cairngorm National Park, er den privatperson, der ejer mest land i Skotland.

Samtidig med købet af Kinrara Estate har Anders Holch Povlsen og hans selskab Wildland Limited offentliggjort en 200 års vision for den skotske natur.

Holch Povlsen og hans organisation vil genskabe det oprindelige plante- og dyreliv i det skotske højland, som han blandt andet mener er blevet plantet til med "grimme" og "unaturlige" skove.

Visionen og Holch Povlsens massive opkøb i det skotske højland har vakt opsigt blandt skotterne.

- Mountaineering Scotland mener, der vil være delte meninger i vandrer-  og bjergbestigersamfundet i Skotland om Hr. Povlsens seneste køb, skriver Mountaineering Scotland i en mail til TV 2.

Mountaineering Scotland er en forening af vandrere, bjergbestigere og andre brugere af naturen i det skotske højland.

- Mens hans pleje af ejendommene i vide kredse anses for eksemplarisk, er der en massiv støtte til en reform af det system for eje af jord, som tillader enkeltpersoner at eje så meget land med så lidt kontrol eller garanti for, hvordan det bliver forvaltet, skriver foreningen til TV 2.

Den privatperson, der ejer mest jord i Skotland

Holch Povlsens køb af Kinrara Estate er blot det seneste af en række store ejendomskøb i det skotske højland gennem de senere år. I 2006 købte han ejendommen Glen Feshie for 7,9 millioner pund (cirka 66 millioner kroner) i Cairngorm National Park.

Med købet af Kinrara Estate har Anders Holch Povlsen nu overhalet hertugen af Buccleuch som den private person i Skotland, der ejer mest jord i landet, skriver Press and Journal.

- Den her kærlighed til det skotske højland har manifesteret sig i et stadigt større engagement i løbet af årene, siger Anders Holch Povlsen selv ifølge Aberdeen-mediet.

Ifølge den 200 års vision for det skotske højland, der er formuleret på Wildlife Limiteds hjemmeside, vil milliardæren i de kommende år investere flere hundrede millioner af kroner i projektet, der også skal øge bestanden af vildt dyreliv.

- De fleste, som er interesserede i de skotske bjerge, kender Hr. Povlsens historie med sympatisk forvaltning af den jord, han ejer, og hans opmuntring til åben adgang, og manges hjerter er blevet varmet over de meget synlige forbedringer i Glen Feshie, som havde lidt så meget før i tiden på grund af for mange rådyr, som strejfede i højlandet, siger Stuart Younie, administrerende direktør i Mountaineering Scotland, i en udtalelse til TV 2.

En af Anders Holch Povlsens planer er at reducere antallet af rådyr i det skotske højland. Mens det giver ham tilhængere blandt vandrere og bjergbestigere, findes der også modstandere af det.

- Det er klart, at nogle af dem, der driver jagt i området, og som har store bestande af rådyr til jagtbrug, vil være modstandere af det, siger Hanne Tange, lektor på institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet og ekspert i skotske forhold.

Trætte af andre godsejere

Men ifølge Hanne Tange er der mange i Skotland, som er trætte af andre godsejeres måde af forvalte deres ejendomme på.

- Der er ikke den store sympati for udenlandske ejere, der sjældent er der, eller for rige folk, der bor i London og kun kommer derop for at gå på jagt. Anders Holch Povlsen har en fordel - han er dansk, og han skilter ikke med sin rigdom. Det kan man godt lide i Skotland, siger Hanne Tange.

- Vi hilser de principper for ejerskab af jord, som Hr. Povlsen og hans selskab Wildland Limited praktiserer, velkommen, og håber hans vision vil være et eksempel, som kan flytte andre jordejere i højlandet væk fra den mere traditionelle måde at forvalte deres ejendomme på, siger Stuart Younie i udtalelsen til TV 2.

Også Anders Holch Povlsens visioner om at ville gøre noget for de små lokalsamfund i højlandet kan tælle til hans fordel, mener Hanne Tange.

Har tidligere mødt modstand

Anders Holch Povlsen og hans planer har dog tidligere mødt modstand i Skotland. Sidste år tabte han og Wildlife Limited ifølge The Times et juridisk slagsmål med den skotske regering, som vil opføre en vindmøllepark i et naturskønt område i Sutherland i det skotske højland.

Og danskerens syn på naturen og hans visioner kan bringe ham på kant med de skotske myndigheder igen.

- For skal det landskab, han forestiller sig, være helt uden mennesker? Hvis regeringen sætter endnu mere fokus på klimavenlig energi, kan der opstå nye uoverensstemmelser, siger Hanne Tange.