Forbrugerombudsmanden lukker forbudt salg af eksamensopgaver igen

16x9
På fixminopgave.dk kunne man købe en opgave, hvor man kunne vælge karakteren. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Efter at have startet tidligere forbudt salg af opgaver op igen er manden fra Fixminopgave bremset.

Forbrugerombudsmanden har endnu en gang stoppet salget af eksamensopgaver til studerende. Det skriver Jyllands-Posten.

Før sommeren blev firmaet En Bedre Fremtid IVS og den tilhørende hjemmesiden Fixminopgave forbudt af Forbrugerombudsmanden.

Men i november startede manden bag, Frederik Drews, en lignende side, FMO Original, op igen.

Nu har Forbrugerombudsmanden fået nedlagt et såkaldt personligt forbud mod Frederik Drews ved Sø- og Handelsretten.

- Denne person fortsatte markedsføringen af opgavebesvarelser. Vi har derfor vurderet, at det var nødvendigt også at nedlægge et forbud over for personen.

Det krænker almene samfundsinteresser, når man tjener penge på at sælge opgavebesvarelser.

Christina Toftegaard Nielsen, forbrugerombudsmand

- Det krænker almene samfundsinteresser, når man tjener penge på at sælge opgavebesvarelser.

- Desuden kan eleverne bortvises fra eksamen, hvis de afleverer en købt besvarelse. Det er efter vores vurdering groft og i strid med god markedsføringsskik, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til Jyllands-Posten.

Politikere vil lave lov

Onsdag i sidste uge skrev Ritzau, at En Bedre Fremtid IVS var under tvangsopløsning og at likvidator havde fundet flere hævninger af privat art i firmaet.

Men mediet Gymnasieskolen.dk kunne berette, at Frederik Drews havde startet FMO Original.

- Når de åbenbart ikke forstår budskabet, så er vi jo nødt til at arbejde på et lovforslag, der rammer bredt. Det er den vej, vi bliver nødt til at gå.

- Ellers fortsætter det her bare. Hele tanken har været at få det stoppet og gjort det kriminelt. Og det kræver formentlig et lovforslag, sagde undervisningsordfører hos Venstre Anni Mathiesen.

Ifølge Jyllands-Posten blev FMO Originals Facebookside allerede lukket onsdag, mens hjemmesiden blev lukket fredag på anmodning af Forbrugerombudsmanden.

Hvis Frederik Drews trodser det personlige forbud kan han blive idømt bødestraf eller op til fire måneders fængsel.