Elever bag fødselsdagstæsk permanent bortvist - klar til at sagsøge skolen

Offeret selv mener ikke, straffen er berettiget.

Da en elev på Roskilde Katedralskole for nylig fyldte 16 år, blev han fejret af sine skolekammerater, der tildelte ham 16 sekunders "fødselsdagstæsk". 

Episoden fik skolen til at bortvise alle involverede. 

Det, som vi betragtede som leg og rene drengestreger, er desværre kommet fuldstændig ud af proportioner

Lawend Blend Bamarne, elev, Roskilde Katedralskole

Indtil i dag har det været uklart, hvor mange af eleverne der ville få lov at vende tilbage. Nu står det klart, at kun den 16-årige dreng, som det gik udover, igen er velkommen. De syv andre er bortvist permanent.

Drengestreger eller vold

Drengenes forklaring på "fødselsdagstæsken" er, at de alle var enige om, at det var for sjov, og at de kun markerede de slag og spark, som de nu er blevet bortvist for. 

- Det, som vi betragtede som leg og rene drengestreger, er desværre kommet fuldstændig ud af proportioner. Det er svært at forsvare noget, der ligner voldelig adfærd, men det har virkelig ikke været andet end leg, hvor spillereglerne var simple og aftalt forinden, siger Lawend Blend Bamarne, der er den 16-årige dreng, det gik ud over.

Men at det var en leg, ændrer ikke noget for Roskilde Katedralskoles rektor, Claus Niller Nielsen.

TV 2 har fået adgang til det brev, han har sendt til en af de bortviste drenge og hans forældre. Heri skriver han blandt andet ”at det oplyste om, at ”ritualet” er frivilligt, kan ikke føre til en ændret vurdering.”

Da Midt- og Vestsjællands Politi tilbage i november blev klar over, at den 16-årige dreng, som det gik udover, ikke ønskede at anmelde episoden, fordi han selv indvilligede i at stille op, frafaldt alle sigtelserne.

Men heller ikke det har fået Claus Niller Nielsen til at ændre holdning. I brevet til en af drengene skriver han:

- For skolen er det ikke afgørende, om sagen får eller ikke får et strafferetligt efterspil: Skolen tolererer under ingen omstændigheder vold blandt studerende eller andre, der har adgang til skolen.

- Lærer ikke af en bortvisning

Episoden blev filmet og endte på Facebook, hvor man kan se drengene enten være voldelige eller lege - afhængig af hvem man spørger.

Kuno Sørensen er psykolog ved Red Barnet, og han mener ikke, at det er i orden, at vold bliver til underholdning.

- Men vi ved, at unge begår dumheder, og det skulle de gerne lære af. Så jeg synes, det er en meget alvorlig sanktion, siger han.

- Det er nogle meget voldsomme sanktioner på baggrund af det, der angiveligt har været en sjov og underholdende oplevelse, som bliver misforstået, siger Kuno Sørensen.

Han foreslår, at skolen i stedet bør tage temaet om vold op og behandle det på en måde, så alle elever kan få et kritisk blik på at gøre vold til underholdning og dele det på sociale medier.

- Det bliver man ikke klogere på ved hjælp af en bortvisning, siger Kuno Sørensen.

Ifølge Christian Niller Nielsen er det ”skærpende omstændigheder, at episoden foregik på skolen, og at den er gået viralt,” som han skriver i brevet til en af de bortviste drenge.

Vil måske gå rettens vej

Da det tirsdag blev klart for forældrene, at drengene er blevet bortvist permanent, besluttede de sig i første omgang for at klage til Roskilde Katedralskole. 

- Jeg synes, det er for hård en straf, siger Anni Højgaard, der er sygeplejerske og mor til en af de bortviste drenge.

- Det var en leg, de har lavet, som er endt herude. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, siger Yasemin Yilmaz, der er pædagogmedhjælper og mor til en af de andre drenge, der er blevet bortvist.

Skolens ledelse har håndteret den her sag fuldstændig grotesk

Gülüm Yalcin, juridisk rådgiver, Rådgivningshuset Jura

Forældrene får hjælp af juridisk rådgiver Gülüm Yalcin fra Rådgivningshuset Jura, og hun mener ikke, at hændelsen og sanktionen, drengene har fået, passer sammen.

- Min vurdering er, at selve afgørelsen ikke er sagligt begrundet. Skolens ledelse har håndteret den her sag fuldstændig grotesk, siger hun.

- Hele den her præmis, der ligger til grund for bortvisningen, er fuldstændig forkert. Enhver, der har det mindste kendskab til, hvordan det vil være, hvis ti personer trampede på en person, vil vide, at konsekvenserne vil være ganske alvorlige. Men offeret, som skolen betragter ham, har ikke fået et eneste mærke af episoden, siger Gülüm Yalcin.

Christian Niller Nielsen mener, at Roskilde Katedralskole har håndteret sagen ”fuldstændig efter bogen". Han betragter episoden som et brud på skolens studie- og ordensregler.

- Det allervigtigste for os er at sikre et trygt skolemiljø. Ingen, hverken elever eller forældre til nuværende eller kommende elever, må være det mindste utrygge ved at sende deres elever hertil, siger han.