Hormon-creme til ryg og skuldre kan være fremtidens prævention til mænd

16x9
Mænd kan i fremtiden muligvis undgå at gøre kvinder gravide ved at bruge en creme, der smøres på kroppen. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Professor fra Rigshospitalet mener, at hormon-gelen kan have præventionseffekt, men er skeptisk over for, om mænd i praksis vil gøre brug af cremen.

Kondom eller sterilisation?

Det har hidtil været det valg, som mænd har haft, hvis de vil undgå at gøre en kvinde gravid.

Men i fremtiden kan der måske være en helt ny, tredje mulighed på vej - en såkaldt hormon-gel.

Mænd er ømme omkring deres seksuelle funktion og reproduktivitet

Øjvind Lidegaard, professor, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet

De amerikanske sundhedsmyndigheder, National Institutes of Health (NIH), vil udføre en klinisk test, hvor den mandlige halvdel af 420 par får smurt en gel på kroppen hver dag i 4 til 12 uger for at teste produktets evne til at forhindre graviditet.

Det skriver NIH i en pressemeddelelse.

- Mange kvinder kan ikke bruge hormonbaseret prævention, og metoder til mænd begrænser sig til vasektomi (sterilisation, red.) og kondomer, siger forsker Diana Blithe, der leder studiet, og uddyber:

- En sikker og effektiv måde til at sikre mandlig prævention vil udfylde et vigtigt behov for folkesundheden.

Afstemning

Sænker sædproduktionen

Hormon-gelen skal påføres på ryg og skuldre af de mandlige testpersoner og vil blive absorberet gennem huden.

Gelen i det amerikanske forsøg er baseret på hormonet progesteron, som blokerer for den naturlige testosteronproduktion i testiklerne, hvilket i sidste ende reducerer sædproduktionen til et lavt eller ikke-eksisterende niveau.

Hormon-gelen indeholder desuden kunstig testosteron, så mandens sexlyst opretholdes.

Når mændenes sædproduktion i løbet af de 4 til 12 uger er faldet til en tilstrækkelig lav tærskelværdi, vil selve fasen, der tester hormon-gelens evne til at forhindre graviditet, begynde.

Testfasen vil vare i et helt år, hvor parrene udelukkende skal benytte sig af gelens formodede virkning i forhold til forebyggelse af graviditet.

Professor: To store udfordringer

Øjvind Lidegaard, der er overlæge og professor ved Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet, siger til TV 2, at det amerikanske forsøg sikkert vil vise, at hormon-gelen har en effekt i forhold til prævention.

Men professoren forudser samtidig et par praktiske udfordringer for forsøget og fremtiden for produktet.

- Der er to problemer. Det første er, om mændene i praksis vil bruge det. Mænd er ømme omkring deres seksuelle funktion og reproduktivitet. Den kendsgerning gør, at jeg er skepsis over for, om mændene vil benytte hormon-gelen. Og hvad sker der efter de 52 uger, hvor cremen skal benyttes, siger Øjvind Lidegaard.

Han fortæller, at 40 procent af alle mænd i dag har en let nedsat sædproduktion, mens 20 procent har en væsentlig nedsat sædproduktion. Og det gør, at mænd generelt har berøringsangst med produkter, der kan forstyrre deres evne til at få børn.

- Desuden skal kvinderne i forsøget turde stole på, at mændene benytter cremen, og det kan være et problem, mener Øjvind Lidegaard.

Kan komme på hylderne

Professoren vil dog langt fra udelukke, at det amerikanske forsøg kan blive en succes.

- Så snart der ligger foreligger klinisk dokumentation for effekten af produktet, og det desuden ikke giver bivirkninger, så kan det sættes i produktion, siger Øjvind Lidegaard, som giver et forsigtigt bud på, hvornår produktet kan være i handelen.

- Om fem år kan det muligvis være på hylderne, siger professoren.