Dansk Bestseller-milliardær køber op igen - vil genskabe skotsk natur på 200 år

16x9
Anders Holch Povlsen og hans kone Anne. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Anders Holch Povlsen, der nu er den største private ejer af land i Skotland, vil gør det skotske landskab vildt igen.

Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, 46, har købt endnu en ejendom i Skotland.

Det drejer sig om Kinrara Estate i Cairngorm National Park i det skotske højland.

Købet er ifølge hjemmesiden hos Wildland Limited, Holch Povlsens skotske naturbevarelsesprojekt og et led i milliardærens 200 års vision for naturen i det skotske højland.

Anders Holch Povlsen og hans organisation vil genskabe det oprindelige plante- og dyreliv i det skotske højland, som han blandt andet mener er blevet plantet til med "grimme" og "unaturlige" skove.

- Heldigvis er vi i den privilegerede situation, at vi har ressourcer til at forbedre det land, vi er sat til at bevare og skabe muligheder for vores 200 års vision, siger Tim Kirkwood, administrerende direktør for Wildlife Limited på hjemmesiden.

Bud på over 25 millioner kroner kom i betragtning

Ifølge Aberdeen-mediet Press and Journal er købet af Kinrara Estate blot det seneste af en række store ejendomskøb i det skotske højland gennem de senere år. I 2006 købte han ejendommen Glenfeshie for 7,9 millioner pund (cirka 66 millioner kroner) i Cairngorm National Park.

Det er ikke oplyst, hvad Anders Holch Povlsen og Wildlife Limited måtte betale for Kinrara Estate, men i august i år, da ejendommen blev udbudt til salg, skrev mediet Country Life, at bud på over tre millioner pund (cirka 25 millioner kroner, red.) ville komme i betragtning.

Nu den største private ejer af jord i Skotland

Med købet af Kinrara Estate har Anders Holch Povlsen nu overhalet hertugen af Buccleuch som den private person i Skotland, der ejer mest jord i landet, skriver Press and Journal.

- Den her kærlighed til det skotske højland har manifesteret sig i et stadig større engagement i løbet af årene, siger Anders Holch Povlsen selv ifølge Aberdeen-mediet.

Ifølge den 200 års vision for det skotske højland, der er formuleret på Wildlife Limiteds hjemmeside, vil milliardæren i de kommende år investere yderligere hundreder millioner af kroner i projektet, der også skal øge bestanden af vildt dyreliv.

Visionen er også at "udvikle designer-styrede turist-oplevelser, som kan støtte forskellige økonomiske muligheder for landsbysamfund".

Anders Holch Povlsen og hans planer har tidligere mødt modstand i Skotland. Sidste år tabte han og Wildlife Limited ifølge The Times et juridisk slagsmål med den skotske regering, som vil opføre en vildmøllepark i en naturskønt område i Sutherland i det skotske højland.

Det var Anders Holch Povlsens far, Troels Holch Povlsen, 69, der grundlagde Bestseller-koncernen. Også Troels Holch Povlsen, der har en række ejendomme i London, har været i strid med britiske myndigheder.

Troels Holch Povlsen har ligget i strid med bystyret i London, som vil rive en række ejendomme ned og bygge nyt i det bevaringsværdige Norton Folgate-kvarter, hvor Troels Holch Povlsen har flere ejendomme.

Bystyret i London, med den daværende borgmester Boris Johnson i spidsen, sagde i 2016 nej til et tilbud på 439 millioner kroner fra den danske milliardær. Med de penge ville den danske milliardær støtte et bevaringsprojekt for området.