Ministerium forsinker igen undersøgelse af problemer i Skat

16x9
Foruden sagen om udbytteskat skal kommissionen se på et skrottet it-system til at inddrive skat, fejl i ejendomsvurderinger, centraliseringen af skatteinddrivelsen, besparelserne i Skat og andet. Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

Igen har Skatteministeriet overskredet deadline for udlevering af centrale dokumenter til nedsat kommission

Endnu en gang forsinker Skatteministeriet arbejdet i den særligt nedsatte kommission, der skal kulegrave 15 års problemer i skattevæsenet og potentielt udtale kritik af ansvarlige embedsmænd og politikere.

Det skriver Berlingske torsdag.

I en række breve mellem Skatteministeriet og Undersøgelseskommissionen om Skat, som avisen har fået aktindsigt i, skriver kommissionen, at deadline for udlevering af materiale vedrørende skandalen om udbytteskat er sat til 2. november.

- Kommissionen kan ikke planlægge og påbegynde afhøringer, før materialet til brug for undersøgelsen og afhøringerne er udleveret og gennemgået af kommissionen, skriver formand Michael Ellehauge i oktober og tilføjer, at afhøringer er planlagt til at begynde i marts 2019.

Alligevel er deadline overskredet igen, oplyser ministeriet nu til Berlingske. Materialet forventes først at være kommissionen i hænde i slutningen af november samt 3. december.

Udskudt på trods af ekstra ressourcer

Det er langtfra første gang, at ministeriet ikke overholder aftalen i denne sag. 

Skatteordfører for Socialdemokratiet Jesper Petersen mener, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) burde have handlet langt hurtigere og desuden bør overveje at tilføre yderligere ressourcer til området.

- Nu kommer der til at gå endnu længere tid, før kommissionen kommer i gang med sit arbejde, og forsinkelsen er faktisk i modstrid med det, vi vedtog om kommissionen. Nemlig, at undersøgelsen skal gennemføres hurtigst muligt, siger Jesper Petersen til Berlingske.

I en e-mail til avisen skriver Skatteministeriet, at ministeriet i oktober vurderede, at materialet kunne udleveres slut november, men at kommissionen ville have materialet 2. november.

Der er løbende blevet ansat flere medarbejdere til arbejdet med at udlevere materiale til kommissionen, og ministeriet arbejder "aftener og weekender for at nå deadline", står der.

Udbytteskat-skandalen kulegraves

Undersøgelsen har til formål at kulegrave Skats ageren fra 2002 til 2017 - og en såkaldt tillægskommission er nedsat for at have særligt fokus på fusk med udbytteskat i perioden mellem 2010 og 2017 

Her vil tillægskommissionen blandt andet undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre udenlandske svindlere at hive over 12,3 milliarder kroner ud af statskassen. En sag, der begyndte allerede i 2012, men hvis omfang først for nylig er kommet til offentlig skue, da en af bagmændene stod frem. 

Sanjay Shah, som den britiske erhvervsmand hedder, mener ikke, der er tale om decideret svindel med derimod et "hul i lovgivningen", og derfor nægter han sig også skyldig i sagen, som Bagmandspolitiet i øvrigt undersøger.

Den omtalte sag begrænser sig dog ikke kun til Danmark. I alt menes statskasserne alene i Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Danmark at være blevet svindlet for 410 milliarder kroner.  

Foruden sagen om udbytteskat skal kommissionen se på et skrottet it-system til at inddrive skat, fejl i ejendomsvurderinger, centraliseringen af skatteinddrivelsen, besparelserne i Skat og flere andre ting.