Forfatter efter drab på eks-bandeleder: - Ingen grund til at tvivle på exitprogrammerne

Marie Louise Toksvig har skrevet bogen om den tidligere bandeleder Nedim Yasar, der blev skudt efter en bogreception og døde tirsdag.

Det er forkert, når drabet på Nedim Yasar får politikere og medier til at stille spørgsmålstegn ved de exitprogrammer, der skal hjælpe rockere og bandemedlemmer ud af miljøet. Sådan lyder det fra forfatter og radiovært Marie Louise Toksvig, der kendte Nedim Yasar gennem flere år.

- Hvis vi sender det budskab ud til alle de andre små Nedim’er, som sidder og drømmer om at forlade det her miljø, så går vi de kriminelle gruppers ærinde, siger Marie Louise Toksvig i programmet 'Lippert' på TV 2 News.

Ifølge Marie Louise Toksvig ønsker bandelederne netop at prædike, at det er farligt, og at man bliver efterladt alene uden beskyttelse, hvis man forlader miljøet.

- Det er ikke rigtigt. Og det synes jeg ikke er et fornuftigt eller konstruktivt signal at sende.

Exitprogrammerne virker

Det var efter en reception for biografien om Nedim Yasar i Københavns Nordvestkvarter, at Nedim Yasar blev ramt af skud. Han døde tirsdag kort før klokken 13.

Marie Louise Toksvig kan ikke se, at fejlslagne exitprogrammer skulle være skyld i drabet. Nedim Yasar havde for længst lagt exitprogrammet bag sig – og det havde hjulpet ham til et liv, som han var stolt af, og som han mente var både bedre og mere meningsfuldt.

- Exitprogrammerne virker, men hele grundforudsætningen er, at det enkelte menneske er motiveret og i stand til at gennemføre det.

En kritisk stemme

Nedim Yasar var til gengæld forblevet i bandernes søgelys, fordi han åbent stod frem og fortalte om sit liv i miljøet.

- Han var godt klar over, at der var nogen, der kunne blive sure på ham, når han udtalte sig i fjernsynet eller i vores radioprogram. Der var nogle, der blev provokeret og syntes, at han førte sig for meget frem, fortæller Marie Louise Toksvig, der altså mener, at kritikken af exitprogrammerne er forfejlet:

- Jeg synes, at vores kritik og foragt i første omgang må rette sig mod det menneske, som synes, at det rigtige at gøre var at tage et våben i hånden og skyde en ung mand med livet foran sig.