Skuespilleren Morten Grunwald er død

Det sidste medlem af Olsen-banden sov stille ind onsdag aften.

Skuespilleren Morten Grunwald er død. Han blev 83 år gammel.

Det oplyser den nærmeste familie til Politiken. TV 2 har også talt med hans nære ven og kollega Per Pallesen, som bekræfter dødsfaldet.

- Han var et vidunderligt menneske, som jeg savner utroligt meget, siger Per Pallesen.

Morten Grunwald sov stille ind onsdag aften på Sankt Lukas efter et længere forløb med lungekræft. 

Sagde nej til kræftbehandling

I 2017 gik han på pension fra teateret, men han nåede kun et år som pensionist.

I midten af oktober fortalte Grunwald, at han havde fået kræft og sagt nej til behandling.

Den alvorlige sygdom var årsagen til, at han måtte melde fra til 50-årsjubilæet for den første Olsen-banden-film.

- Jeg er 83 år. Jeg ved ikke, om der er måneder eller længere, men så er det det. Jeg har haft et langt og godt liv, sagde han dengang.

Vandt et hav af priser

Morten Grunwald har vundet et hav af priser og medvirket i mere end 50 film.

Men han er nok mest kendt for de 14 Olsen-banden-film, som han var med i fra 1968 til 1998.

- Det er klart, at det er noget, jeg har været mægtig glad og taknemmelig for - og stolt over - at have medvirket i, sagde Grunwald i oktober ifølge Ritzau.

Det samme er filminstruktør Morten Arnfred, der var instruktør på den sidste Olsen Banden-film, "Olsen Bandens sidste stik".

- Jeg vil huske ham som en meget dygtig skuespiller og som et varmt, generøst og meget nysgerrigt menneske, siger Morten Arnfred til DR. 

Mere end Benny fra Olsen Banden

Men selvom han med rollen som Benny vandt danskernes hjerter, havde han også sit skuespillerblik rettet mod andre opgaver.

For eksempel var han direktør på Bristol Teatret i København fra 1971 til 1980, hvor også hans kone, Lily Weiding, var tilknyttet. I 1980 tog han videre til Alléscenen, som han omdøbte til Betty Nansen Teatret, før han i 1992 kom til Østre Gasværk.

Morten Grunwald levede siden 1965 sammen med Lily Weiding, som han blev gift med i 1980.

- Det var godt, han fik fred. Morten var meget, meget syg, siger 94-årige Lily Weiding til Se og Hør.

Sammen har de datteren Tanja og hustruens to døtre fra et tidligere ægteskab.