Cannabis mod kroniske smerter virker sjældent, viser ny analyse

16x9
Arkivfoto. Foto: Chris Wattie / Ritzau Scanpix

Forskere har ad flere omgange kritiseret den politiske beslutning om at tilbyde medicinsk cannabis til patienter.

Medicinsk cannabis, der indeholder det psykoaktive stof i hampplanten THC, har meget sjældent nogen som helst effekt for patienter, der behandles for kroniske smerter. Og flere patienter vil opleve negative bivirkninger. 

Det viser en analyse af en lang række studier, som netop er blevet publiceret af en gruppe internationale forskere i det anerkendte tidsskrift Pain.

Forskerne har i alt gennemgået 104 studier og bearbejdet dem med forskellige statistiske modeller. 

Og dermed er de nået frem til, at 24 patienter skal behandles, før én person vil opleve en effekt. 

Høj risiko for bivirkninger

Derimod er risikoen for at få negative bivirkninger højere. Ifølge analysen vil det ske for en ud af seks patienter, og det kan være en psykose, koncentrationsbesvær, euforisk tilstand eller afhængighed.  

 Analysen er kun baseret på patienter med kroniske smerter, som ikke har kræft.

- Den generelle holdning inden for smerteforskning er, at det her ikke virker, siger Lars Arendt-Nielsen, som er leder af smerteforskning på Aalborg Universitet og præsident for den internationale smerteforskerorganisation IASP, til TV 2.

Jeg tror da ikke, at de 23 tager det, hvis ikke det virker. Jeg har mødt mennesker, som har haft gavn af det, og så kan du kalde det placebo, eller hvad du vil

Liselott Blixt (DF), formand for Folketingets Sundhedsudvalg

Derfor er studiet ikke en overraskelse for ham, da en lang række andre studier har konkluderet noget lignende.

- Men det er en meget fin bekræftelse af, hvad vi kender fra litteraturen, siger han.

Naturprodukt ikke udsat for samme skepsis

Det samme siger kollegaen Nanna Brix Finnesen, som er professor og smerteforsker ved Aarhus Universitet. Hun er desuden også redaktør på tidsskriftet Pain.

- Når det kommer til lægemidler med cannabis, så er der god evidens for, at det ikke virker mod kroniske smerter, siger hun til TV 2.

Hun siger, at der lader til at være en holdning om, at fordi cannabis er et produkt fra naturen, så behøver man ikke at have evidens for, om det rent faktisk virker eller er skadeligt.

- Men nogle af de planter, der er allermest giftige og kan slå folk ihjel på få minutter, er jo også naturlige, så det argument virker ikke, siger hun. 

I Danmark er det muligt for visse patienter i forskellige patientgrupper at få ordineret medicinske cannabisprodukter som følge af en forsøgsordning, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Flere end planlagt deltager i forsøg med cannabis

De seneste tal fra Det Fælles Medicinkort viser, at 628 patienter i september var under en eller anden form for behandling med et medicinsk cannabisprodukt. Til at starte med havde Sundheds- og Ældreministeriet kun regnet med, at omtrent 500 patienter ville benytte sig af ordningen i hele 2018.

Forsøgsordningen gælder for patienter med smertefulde spasmer på grund af multipel sklerose eller rygmarvsskader samt kvalme efter kemoterapi.

Men den gælder også for neuropatiske smerter, hvilket vil sige smerter på grund af sygdom i hjerne, rygmarv eller nerver. 

Og mens der ifølge Lars Arendt-Nielsen er tegn på, at medicinsk cannabis kan have en lille effekt på kvalme og spasmer, så gør det sig altså ikke gældende for kroniske smerter. 

Og det er derfor, at smerteforskere gennem længere tid har skældt ud på forsøgsordningen for at inkludere smerter.

Forsker frygter bivirkninger

Argumentet fra Lars Arendt-Nielsen er for det første, at det ikke ser ud til at virke. Og derudover også, at man ikke kender de negative langtidseffekter af at bruge medicinen. 

Der er enkelte tilfælde for eksempel ved nogle nervesygdomme, hvor medicinsk cannabis ser ud til at have en lille effekt. Og derfor efterspørger han, at brugen af det til smertebehandling skal begrænses til en meget lille gruppe under meget kontrollerede forhold. 

Lars Arendt-Nielsen frygter, at brugen af cannabis kan føre til bivirkninger som afhængighed, hukommelsesbesvær eller neuroser. 

- Det er dybt uetisk, at man ad politisk vej har lavet sådan et stunt inden for smerteområdet, siger han om den del af forsøgsordningen.

Samme toner lød fra Lægeforeningen tilbage i januar. 

- Der er intet fagligt grundlag. Det her er alene en politisk beslutning, og det er vi modstandere af, sagde formand Andreas Rudkjøbing dengang.

DF: - Vi lytter, men laver ikke ændringer

Selvom hun lytter til kritikken fra de forskellige kanter, vil formand for Folketingets Sundhedsudvalg Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti ikke være med til at ændre i den forsøgsordning, som skal evalueres om tre år. 

Ifølge hende er det tilstrækkeligt, hvis den ene af de 24 oplever en god effekt. 

- Jeg tror da ikke, at de 23 tager det, hvis ikke det virker. Jeg har mødt mennesker, som har haft gavn af det, og så kan du kalde det placebo, eller hvad du vil, siger Liselott Blixt til TV 2.

Det fremgår af denne undersøgelse af mange studier, at der efterhånden er god evidens for, at det ikke virker mod kroniske smerter. Hvorfor så blive ved?

- Fordi vi har sat et forsøgsprojekt i søen, som vi evaluerer efter fire år. Og der skal vi ikke begynde at lave ændringer nu, siger Liselott Blixt.

Hun lægger også vægt på, at patienterne i forsøgsordningen selv skal betale en stor del af regningen for medicinen. Og at de ifølge hende ikke ville betale, hvis det ikke havde en effekt.

- Lad nu folk få lov til at prøve det her i fred og ro. Så kan det bagefter være, at alle er faldet fra og siger, at det ikke var noget alligevel. Lad os nu få de her år til at gå, så vi kan evaluere det bagefter.

Forsøgsordningen trådte i kraft ved årsskiftet og løber over fire år. Der blev dengang afsat 22 millioner kroner til ordningen, som blev stemt igennem af et enigt folketing.