Dansk pas i top fem på liste over de mest magtfulde i verden

16x9
Danskere skal søge om visum til 38 lande. Foto: Scanpix

Det danske pas giver visumfri adgang til 187 lande, mens en kombination af mindst 14 pas giver adgang til alle verdens lande.

Det danske pas er blandt de bedste, når det gælder om at få adgang til alle verdens lande uden først at skulle søge om visum. Men hvor det danske pas tidligere lå på en tredjeplads, ligger det nu på en fjerdeplads.

Det viser det såkaldte Henley Passport Index, der er en liste over verdens mest adgangsgivende - og dermed magtfulde - pas udgivet af konsulentvirksomheden Henley & Partners.

Danmarks fald på listen skyldes ikke, at danskerne skal søge visum til flere lande end tidligere. Årsagen er alene, at Japan har forvist Singapore fra en delt førsteplads til en andenplads, efter at landet i oktober fik visumfri adgang til Myanmar.

Dermed ser top fem sådan ud:

Top 5 over de mest magtfulde pas

Japan

Giver adgang til 190 lande uden visum.

Singapore

Giver adgang til 189 lande uden visum.

Tyskland, Frankrig, Sydkorea

Giver adgang til 188 lande uden visum.

Danmark, Finland, Italien, Sverige, Spanien

Giver adgang til 187 lande uden visum.

Norge, Storbritannien, Østrig, Luxembourg, Holland, Portugal, USA

Giver adgang til 186 lande uden visum.

Danskere skal søge visum til 38 lande

Det danske pas giver ikke visumfri adgang til 38 lande, men man kan ikke sige, at det er tre specifikke lande, der adskiller det danske pas fra verdens mest magtfulde, det japanske.

square to 16x9

For mens passet fra Japan – i modsætning til det danske ditto – giver adgang til landene Kina, Indien, Mongoliet, Myanmar, Usbekistan og Aserbajdsjan, så giver det danske pas adgang til Burkina Faso, Gambia og Brasilien.

På listen er også inkluderet lande, hvor visum er krævet, men hvor man kan ansøge og modtage et visum ved ankomst i lufthavnen. Derudover lande, der kræver eTA, der er en elektronisk indrejsetilladelse.

Højdespringeren er Forenede Arabiske Emirater

Inden for top fem over verdens mest magtfulde pas er der også sket nogle forskydninger.

Tyskland, der fra 2014 til februar 2018 lå solidt på førstepladsen, er røget ned til en tredjeplads, mens Frankrig er rykket en plads op på tredjepladsen, da landet tidligere i år fik visumfri adgang til Usbekistan.

square to 16x9

Også Sydkorea er rykket fra en fjerde- til en tredjeplads, fordi landet i oktober i lighed med Japan fik visumfri adgang til Myanmar.

Højdespringeren på listen er Forende Arabiske Emirater, der i 2006 lå nummer 62 på listen og nu ligger nummer 21.

I bunden af indekset ligger Irak og Afghanistan som de mindst magtfulde pas med adgang til 30 lande.

Med disse 14 pas kan du få adgang til hele verden

Det er selvfølgelig ikke muligt, fordi verdens nationer kun tillader enkelt eller dobbelt statsborgerskab og dermed pas, men hvis man uden visum skulle kunne rejse ud og ind af alle verdens lande, kræver det ifølge Henley-indekset en kombination af mindst 14 forskellige pas.

Kombinationen kunne for eksempel lyde sådan her:

  1. Aserbajdsjan
  2. Republikken Congo
  3. Maldiverne
  4. Singapore
  5. Syrien
  6. Tyrkiet
  7. Turkmenistan
  8. Uganda
  9. USA
  10. Vanuatu
  11. Afghanistan
  12. Mali
  13. Angola
  14. Nordkorea

Hvis man kigger på listen, der blev udgivet i februar 2018, vil den opmærksomme læser lægge mærke til, at alle lande på listen har adgang til flere lande nu end i februar. Det gælder også Danmark, der i februar 2018 lå på tredjepladsen med visumfri adgang til 177 lande, mens indehavere af det danske pas nu har adgang til 187 lande.

Virksomheden Henley & Partners oplyser i en mail til TV 2 om årsagen, at opgørelsen fra februar omfattede 219 forskellige rejsedestinationer, herunder lande, territorier og mikrostater, mens opgørelsen fra oktober blev udvidet til at omfatte 227 lande, herunder blandt andet Vatikanet, San Marino, Lichtenstein, Færøerne og Andorra.