Ung mand får fængsel for kræftløgn og bedrag af 25 kvinder

16x9
Datingappen Tinder kan bruges til andet end amourøse forbindelser. En 26-årig mand har svindlet en lang rækker kvinder efter at have løjet sig kræftsyg. Foto: Joe Raedle / Ritzau Scanpix

En 26-årig mand har svindlet kvinder på Tinder. Han løj sig kræftsyg og fik dem til at donere penge, han sagde, han ville bruge på behandling.

En 26-årig mand er ved Retten på Frederiksberg tirsdag blevet idømt fængsel i to og et halvt år.

Han er blevet dømt for at have svindlet og bedraget 25 kvinder for knap 1,5 millioner kroner.

Manden, Kristian Thanh Lauridsen, mødte kvinderne over datingappen Tinder.

Svindlen gik blandt andet på, at han sagde, at han var dødelig syg af kræft og manglede penge til dyre behandlinger i udlandet. I et af tilfældene overførte en kvinde 700.000 kroner til ham. 

Udadtil fremstod han tjekket og som en person, der havde styr på tilværelsen med forskerstilling hos Novo Nordisk, dyre middage og hurtige biler.

Men det hele var bygget på løgne.

Også dømt for rufferi

Det lægger dommeren vægt på i sin begrundelse.

- Vi har hæftet os ved, at du detaljeret og omhyggeligt har opbygget en profil. Du har foregivet at være en anden, end du er, lyder det fra dommeren.

Det er ikke kun bedrageri, han dømmes for.

Han fik en af kvinderne til at tilbyde fremmede mænd seksuelle ydelser for penge.

Pengene skulle gå til hans falske sygdomsforløb, når kassen var ved at være tom. Derfor er han også dømt for rufferi.

Den 26-årige Kristian Thanh Lauridsens forsvarer, Henrik Perregaard, forklarede, at de havde brug for betænkningstid i forhold til en eventuel anke.