Stort dansk krigsskib fundet på bunden af Kattegat

Et hold erfarne dykkere har gjort et enestående fund ud for Læsøs kyst.

Ved hjælp af gamle søkort, masser af højteknologisk udstyr og årelang tålmodighed er det lykkedes et hold dykkere at finde et af den danske flådes helt store krigsskibe.

Et historisk fund, som er en del af dansk søkrigshistorie, der har været gemt og glemt i mere end 200 år.

Natten mellem 29. og 30. september 1780 forliste et af den danske flådes store stoltheder i hårdt vejr ud for Læsø.

Det 52 meter lange danske linjeskib Printz Friedrich gik ned med 667 mand og 70 kanoner.

Næsten alle blev reddet i land

I løbet af de næste tre dage blev besætningen reddet i land. Dels med Printz Friedrichs egne redningsbåde og dels med både fra land. Mellem seks og otte besætningsmedlemmer mistede livet ved ulykken.

En model af linjeskibet Printz Friedrich.
En model af linjeskibet Printz Friedrich. Foto: Karl Ingwer Malcha.

Det forliste vrag blev siden glemt, men nu har en gruppe danske dykkere fundet frem til vraget på havets bund. Undervandsgruppen med Kim Schmidt i spidsen har gennemsøgt mere end 104 kvadratkilometer havbund med højteknologisk udstyr og udført flere end 200 forgæves dyk under svære forhold for at finde det gamle skibsvrag.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sammenligne det med. Nyforelskelse. Lige hvor man møder pigen og får det første kys. Yes, nu lykkedes det, siger Kim Schmidt til TV 2.

Har ledt efter vraget i ti år

Dykkerne har ledt efter vraget af Printz Friedrich i ti år, men det har været ventetiden værd. Ombord har dykkerne fundet en masse vraggods, der kan gøre eksperterne klogere på blandt andet Printz Friedrichs oprindelse.

Undervandsgruppen har blandt andet fundet kårdeskæfter i messing, musketkugler og en blyplade med en kongekrone.

- De her genstande er ikke særligt enestående i sig selv. Men selve fundet af linjeskibet er enestående. Det har været en kæmpe katastrofe for den danske flåde. På det her tidspunkt i 1780 hvor Printz Friederich strander, går en femtedel af flådens kapacitet tabt. Alene med at det her linjeskib går ned, siger Simon Kyhn-Madsen, der er museumsleder på Læsø Museum, til TV 2.

- Det har været noget, man har holdt tæt ind til kroppen i admiraliteten for at blandt andet England, som man havde et anspændt forhold til, skulle få nys om det her.

Nu håber Kim Schmidt og hans dykkere på at kunne skaffe midler nok til, at der kan laves en prøveudgravning af Printz Friedrich på havets bund.