Røde Kors kritiseres for ny indsamlingsmetode: - Opfører sig som dårligt mobilselskab

16x9
Bådflygtninge fra Libyen under en redningsaktion i 2016 udført af blandt andet Røde Kors. Foto: Andreas Solaro / Scanpix Denmark

Det er lovligt, men ikke særlig ordentligt, at Røde Kors øger tusindvis af månedlige bidrag uden aktivt at spørge om lov, lyder kritikken.

Hjælpeorganisationen Røde Kors har valgt at øge det månedlige støttebeløb for 21.000 af dens bidragsydere. Vel at mærke uden aktivt at spørge sine støtter først. 

Det skriver Altinget.

Prisstigningen betyder, at støtterne skal betale mellem 10 og 20 kroner mere om måneden, og ændringen vil automatisk træde i kraft fra 8. december. Hvis man som fast støtte ikke ønsker at betale det ekstra beløb, skal man selv gå ind og aktivt fravælge prisstigningen. 

Forbrugerråd: - Det er ikke i orden

Men denne fremgangsmåde, hvor hjælpeorganisationen ikke på forhånd sikrer, at dens bidragsydere er med på idéen om øget betaling, får kritik fra flere sider. Blandt andet fra forbrugerrådet Tænk.

Afstemning

Vagn Jelsøe er vicedirektør i Forbrugerrådet, hvor holdningen er, at en hævelse af et månedligt bidrag skal ske ved en positiv tilkendegivelse.

- Vi synes ikke, det er i orden, når det sker på den her måde, at man skriver ud til folk, at hvis du ikke protesterer, så bliver beløbet automatisk sat i vejret, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Man risikerer jo, at folk bare ikke får reageret, selvom de egentlig er imod det. Der er jo ikke tale om et produkt, hvor man hæver prisen. Der er jo tale om frivillige bidrag, siger han. 

Lovligt, bare ikke ordentligt

Vagn Jelsøe understreger dog, at nødhjælpsorganisationers indsamlinger ikke er underlagt marketingsloven, og dermed kan sådan en prisstigning ikke sanktioneres. 

- Der er ikke tale om ulovligheder. Vi synes bare ikke, det er en ordentlig måde at gøre det på, siger Vagn Jensen. 

Den betragtning er Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen enig i.

- De (Røde Kors red.) opfører sig som et dårligt mobilselskab, siger han til Altinget

Hvis organisationer som Røde Kors ønsker flere penge fra deres bidragsydere, så må de spørge om lov, mener DF-ordføreren: 

- Hvis folk vælger at give penge til en organisation ud af det gode hjerte, skal en forening være glad for det. Har man brug for flere penge, må man sende et girokort, siger Claus Kvist Hansen.

Røde Kors: - Giver stof til eftertanke

Hos Røde Kors har man fulgt reaktionerne nøje, siden beskeden om den automatiske hævelse af bidraget for nyligt blev sendt ud til 21.000 støtter.

Vi vil meget gerne høre fra dig inden 10. december. Ellers justerer vi dit støttebeløb. Sådan skriver Røde Kors til 21.000 faste bidragsydere.
Vi vil meget gerne høre fra dig inden 10. december. Ellers justerer vi dit støttebeløb. Sådan skriver Røde Kors til 21.000 faste bidragsydere. Foto: TV 2

Men Morten Jørgensen, som er chef for fundraising og marketing hos Røde Kors, tager det ikke så tungt, at DF sammenligner Røde Kors med "et dårligt mobilselskab".

- Det kan da være, der er nogen, der har den opfattelse. Men vi er verdens største nødhjælpsorganisation, og vi koncentrerer os om vores primære formål, som er at hjælpe ude i verden. Derfor er vi selvfølgelig meget optagede af at lave de mest effektive og omkostningseffektive indsamlingsløsninger, siger han og fortsætter: 

- Men kritikken giver da stof til eftertanke.

Flere støtter øger bidraget af sig selv

Andre organisationer har tidligere lavet en lignende prisstigning og er endt i modvind. Red Barnet gjorde tidligere på året, præcis som Røde Kors har gjort nu. De øgede automatisk månedlige bidrag med 10 kroner. Ønskede man ikke denne stigning, skulle man selv sige fra. 

Det blev organisationen også kritiseret for.

Men ifølge Morten Jørgensen fra Røde Kors overskygger de positive tilbagemeldinger klart de negative. 

- Indtil videre har vi set den positive tendens, at flere af vores støtter ønsker at give mere om måneden, end vi har lagt op til. Der er langt flere, der øger bidraget, end der er folk, der ønsker at opsige deres abonnement. Men vi har da tænkt os at evaluere om en måned, når forsøget er slut, siger Morten Jørgensen. 

Over for TV 2 vil han af forretningsmæssige årsager ikke uddybe, hvor mange der har valgt at selv hæve deres bidrag.