Omstridt vognmand politianmeldt for menneskehandel og tvangsarbejde i Tyskland

16x9
Disse primitive forhold har været virkeligheden for en række filippinske chauffører i Padborg. Foto: Jesper Woldenhof, 3F

16 filippinske lastbilchauffører er blevet afhørt af politi og myndigheder i Tyskland.

Det omstridte vognmandsfirma Kurt Beier Transport i Padborg er ifølge Fagbladet 3F blevet anmeldt for menneskehandel og tvangsarbejde i Tyskland.

Det er sket i forbindelse med en politiaktion i byen Ense, hvor 16 filippinske lastbilchauffører i denne uge er blevet afhørt af politi og myndigheder.

Anklagen fra tysk politi og den hollandske fagbevægelse er, at de filippinske chauffører bliver underbetalt og har boet i deres lastvogne i 18 måneder.

- De sover i deres lastbiler og har ikke adgang til bad og vand i weekenden. Om fredagen fylder de frisk vand på deres lastbiler, så de har vand til weekenden. Chaufførerne forklarer selv, at de lever under helt inhumane forhold, siger Edwin Atema fra det hollandske transportarbejderforbund, FNV, der er involveret i sagen, til 3F.

Rystede over forholdene

Den tyske organisation DGB - det tyske svar på LO - oplyser, at chaufførerne er ansat af Kurt Beier Transport og kører for den danske speditørkoncern NTG, og at de ligesom chaufførerne fra lejren i Padborg er hyret gennem et datterselskab i Polen.

Derfor er både Kurt Beier Transport og NTG nu blevet meldt til politiet for menneskehandel, tvangsarbejde og udbytning af arbejdskraft. Chaufførerne har fået lov til at arbejde videre efter endt afhøring på grund af manglende beviser.

DGB er rystede over forholdene:

- Jeg har aldrig set lignende arbejdsvilkår. Ingen i verden burde arbejde under disse forhold. Vi håber, at myndigheder vil gå videre med sagen, så chaufførerne kan få den nødvendige hjælp og beskyttelse, siger Michael Wahl fra organisationen Fair Mobilität under DGB.

 - Vi har set dokumentation for, at chaufførerne er ansat af Kurt Beier Transport, og at de får 500 euro (3.730 kr., red) om måneden i løn, men de burde i virkeligheden få 2.300 euro ifølge tysk mindsteløn. De bliver altså snydt for langt over halvdelen af deres løn.

Det har ikke været muligt for at få en kommentar fra Kurt Beier Transport A/S i Danmark.

Fagbladet 3F arbejder på at få en kommentar til fra NTG.