20-årig mexicansk kvinde støtter Trump: - Min mor skulle ikke være lukket ind i USA

Estrella Gonzales er glad for Donald Trumps immigrationspolitik og mener ikke, at hendes egen mor skulle have haft lov til at komme til USA.

At have mexicansk baggrund i USA betyder ikke nødvendigvis, at man er imod præsident Donald Trump og hans immigrationspolitik. Det er 20-årige Estrella Gonzales et levende bevis på.

Hun er mexicanskamerikaner, studerende, politisk aktiv og indædt Trump-støtte.

Det til trods for at præsidenten har kaldt mexicanere for 'narkohandlere, voldtægtsmænd og mordere' og ønsker at bygge en mur mellem Mexico og USA.

- Jeg er først og fremmest amerikaner. Dernæst er jeg mexicaner, siger Estrella, da TV 2 ECHO møder hende ved Arlington universitetet i Texas.

”Folk siger, jeg forråder min egen race”

Her deler hun løbesedler ud til andre studerende for at gøre opmærksom på den konservative græsrodsorganisation 'Turning Point USA', men det er ikke altid, at hendes budskaber bliver taget godt imod.

- Folk har sagt, at Trump vil deportere mig, og at jeg forråder min egen race, siger Estrella.

Imod sin mexicanske mors immigration  

Hendes egen mor kom til landet som teenager fra Mexico, men det burde hun ikke have haft lov til, mener Estrella.

- Vi har nogle love, og dem støtter jeg. På trods af det faktum, at var de blevet vedtaget i slutningen af 70’erne eller starten af 80’erne, så ville jeg ikke være her i dag.

Estrella Gonzales oplever tit, at folk ikke forstår hendes synspunkter, fordi hun selv har mexicansk baggrund, men for hende giver det udmærket mening.

- Jeg har bare besluttet mig for at stemme efter mine værdier i stedet for at stemme efter mit køn eller min hudfarve, siger hun.

Se mere om Estrella Gonzales i videoen.