Danskerne vil egentlig gerne skrotte flyet og tage toget, men det er for dyrt

Historisk lave priser på flybilletter, afgifter, monopoler og moms er med til at spænde ben for togbranchen.

Vi vil egentlig gerne, men det er for dyrt og besværligt at vælge toget, når vi rejser til udlandet. Det viser en ny undersøgelse som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken blandt 1.004 repræsentativt udvalgte danskere.

Her svarer blot fire procent, at de ofte eller altid vælger toget, når de skal rejse til udlandet, mens hele 75 procent svarer, at de sjældent eller aldrig rejser med tog.

Ville gerne, orker ikke

Undersøgelsen viser dog også, at danskerne gerne ville tage toget, hvis billetterne var billigere, og hvis der var flere direkte ruter eller flere hurtigtog.

Og der ville da også være en klar gevinst at hente i forhold til klimaet, hvis danskerne i højere grad valgte at tage toget i stedet for flyet. Det forklarer direktør i Det Økologiske Råd Claus Ekman.

- Det gør en ganske stor forskel, om vi vælger flyet eller toget. Beregninger viser, at det er mellem fem og ti gange så meget CO2, man udleder ved at tage flyet fremfor toget, siger Claus Ekman.

Når CO2 udledes så højt oppe i atmosfæren, som det sker, når vi flyver, har det en større effekt på klimaet, end når det udledes nede ved jorden. Det til trods, tror Claus Ekman ikke, at selv de klimabevidste danskere vil vælge toget fremfor flyet, som det er nu.

- Man skal være ret indædt klimaforkæmper for at tage noget, der både er dyrere og langsommere for at komme frem for at spare CO2, siger Claus Ekman.

Besværligt, langsomt og dyrt

Det er i øjeblikket ikke muligt at tage et direkte tog til en række af danskernes foretrukne europæiske storbyer som Paris, Rom og Barcelona, og en togbillet til Berlin koster fire gange så meget som en flybillet til samme destination. 

Folk vælger den billigste og nemmeste måde at rejser på - skal der ændres på det, kræver det ifølge Claus Ekman en række tiltag.

- Der er i Danmark ikke afgifter på flybrændstof, så det kunne være et oplagt sted at gribe ind, og der er modsat i for eksempel Norge, Sverige og Tyskland ikke en såkaldt passagerafgift.

I Sverige koster det 250 kroner ekstra at flyve til et andet land i Europa og 400 kroner ekstra for at flyve til for eksempel Thailand.

Et andet oplagt tiltag er ifølge Claus Ekman at tilbyde togruter til i hvert fald de store byer, der ligger i nærheden af Danmark, og sætte prisen på togrejser ned.

En oplevelse

Ifølge sociolog Eva Steensig kræver det også en indsats fra for eksempel DSB i forhold til markedsføring.

- Det paradoksale er, at toget er en anden oplevelse, en rejse hvor man har sjælen med. Der er et kæmpe potentiale, fordi det er klimavenligt, og det tager medløb på en masse andre tendenser, der er i øjeblikket i forhold til langsomhed og tilstedeværelse, siger Eva Steensig.

Hun mener, at togrejser skal gå fra at være en transportform til at være en form for rejse eller oplevelse, men det stiller også krav om et sammenspil mellem vores adfærd, og de produkter og ydelser vi har mulighed for at lægge ind som alternativ.

- Lige præcis i det her tilfælde kunne man også gøre det nemt for os, så hvis det at være klimavenlig var en god og spændende oplevelse, hvor vi ikke gik så meget på kompromis med vores levestandard, ville det være meget nemmere for os at være klimavenlige, siger Eva Steensig.