Chefredaktører: Mediedækningen af Pernille Vermund handler for meget om Pernille Vermund

Har mediedækningen af Nye Borgerliges formand taget overhånd? Det mener chefredaktør for Politiken - i hvert fald når det handler om hendes person.

Selv om Nye Borgerlige ikke er i Folketinget – og måske slet ikke kommer det – er manges øjne rettet mod det nystiftede parti, for hvad nu hvis partiet ved et kommende valg får stemmer nok til at komme over spærregrænsen og potentielt få afgørende indflydelse?

Det scenarie har medierne også øje for og Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund tiltrækker sig derfor opmærksomhed, men måske også af andre årsager.

Det mener i hvert fald chefredaktør for Politiken, Christian Jensen.

- Selvfølgelig skal både personen og politikken dækkes. Men det handler om vægtningen. Der er for meget person og for lidt politik i mediedækningen af Nye Borgerlige og Pernille Vermund, siger han i TV 2 NEWS’ program Presselogen.

Chefredaktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, mener, at fascinationen af Pernille Vermund har taget overhånd.

- Der har været for lidt kritik. Pernille Vermund er blevet tryktestet for lidt på, hvad hun egentlig vil, siger Jørgen Ramskov.

Hovedpersonen selv mener dog, at det forholder sig helt anderledes.

- Når man går ud og siger, vi får for meget medieomtale, så må det jo bero på en eller anden forståelse eller opfattelse, og ud fra de tal vi kan se for Nye Borgerlige, så ligger jeg helt i bund i forhold til de øvrige partiledere, siger Pernille Vermund, der også synes, medierne søger konflikten fremfor indhold:

- Jeg har erfaret, at medierne har større efterspørgsel på konflikter. Hvis vi har en historie, der handler om vores skolepolitik eller landbrugspolitik, så har medierne ingen interesse, men det har de, hvis det handler om indvandring eller konflikt med Dansk Folkeparti.

Den kritik køber Jørgen Ramskov dog ikke.

- Det er absurd at tale om, at hun får mindre omtale end andre partiledere, for hun sidder jo ikke i Folketinget. Det hun siger, har jeg svært ved at tage alvorligt, men jeg vil da gerne gå hjem og tjekke om hun har en landbrugspolitik, siger Jørgen Ramskov.

Mest Nye Borgerlige eller mest Alternativet

Og hvor meget mediedækning har der så været af Pernille Vermund? 

Det kan være svært at måle på. Presselogen har alligevel gjort et forsøg og sammenlignet med antallet af artikler i søgedatabasen Infomedia, da Alternativet blev stiftet.

Alternativet blev stiftet 27. november 2013 og tæller man op over præcis halvandet år, rammer man umiddelbart FØR der blev udskrevet Folketingsvalg i 2015. I den periode er "Uffe Elbæk" nævnt i 4880 artikler. En søgning på "Pernille Vermund" fra partiet Nye Borgerlige blev stiftet og halvandet år frem viser, at hun er nævnt i 3531 artikler - altså 1300 færre end Uffe Elbæk. Måler man fra nu og halvandet år tilbage, er tallet 4315 artikler – rundt regnet 500 færre end Uffe Elbæk.

Alligevel har Alternativets partileder Uffe Elbæk en anden opfattelse.

- Hun skal være glad for den opmærksomhed, hun får, for den fik vi ikke. Jeg mindes stadig for fem år siden, da vi stod på et pressemøde og skulle fortælle, der var kommet et nyt parti. Der var det meget få journalister, som kom, og de, der kom, stillede ikke ét eneste spørgsmål, siger Uffe Elbæk, formand for Alternativet.

Se eller gense hele Presselogen på TV 2 Play