Bagud med behandling af udbytteskat efter svindelsag - har trukket renter for 120 mio. kr.

16x9

Siden 2015 har Skattestyrelsen ifølge DR kun færdigbehandlet 40 procent af anmodningerne om refunderet udbytteskat.

Svindlen med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner har ført til en markant oprustning af kontrollen med økonomisk kriminalitet i Skat og en mere grundig behandling af anmodninger om refusion af udbytteskat.

Det sagde skatteminister Karsten Lauritzen torsdag på et pressemøde i Skatteministeriet.

Men det betyder også, at Skattestyrelsen tager sig bedre tid til at behandle sagerne, og det koster statskassen mange millioner kroner i renter, skriver DR.

Sagsbunke på 5,7 milliarder

I dag sidder der 50 ansatte i den afdeling af Skattestyrelsen, der kontrollerer refusion af udbytteskat, mod bare fem i 2015, hvor svindlen blev opdaget. Det fortæller fagdirektør i Skattestyrelsen Kenneth Joensen til DR.

- Det er en væsentlig forøgelse i forhold til tidligere, og det gør selvfølgelig også, at den kontrol, vi laver, er langt mere fintmasket, end den har været tidligere. Det er med til at sikre, at vi ikke udbetaler udbytteskat, som vi ikke er forpligtet til, siger han.

Forbedringen af kontrollen betyder ifølge DR, at man kun har nået at færdigbehandle 40 procent af sagerne om refusion af udbytteskat siden 2015.

Derfor har der ophobet sig en bunke af anmodninger om refusion af udbytteskat for 5,7 milliarder kroner. Og det trækker renter. Nærmere bestemt omkring 120 millioner kroner i strafrente, viser Skattestyrelsens seneste regnskab, skriver DR.

Vil have milliarder tilbage

Imens bunken af sager trækker strafrenter, forsøger Danmark at få de penge tilbage, som svindlere har hevet ud af statskassen.

- Vi kommer til at kæmpe for, at hver en bøjet 25-øre, der er svindlet for, kommer tilbage til statskassen, sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) torsdag på pressemødet i Skatteministeriet. 

Det gør man ved at anlægge civilsager mod personer og selskaber over hele verden. I alt har Danmark anlagt 420 sager, oplyste direktør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, Steen Bechmann, på samme pressemøde.

Skattestyrelsen har ved en domstol i Storbritannien fået udstedt en såkaldt 'World Wide Freezing Order', hvor der på nuværende tidspunkt er opnået en kendelse om beslaglæggelse af 11,2 milliarder kroner.

Der er indtil videre indefrosset midler for 3,3 milliarder kroner i fire forskellige lande.