Venstrepolitiker bakker op om landmand, der afspærrede vej: - Det er helt utilstedeligt

16x9
Landmand Martin Lund Madsen spærrede mandag 22. oktober Skovgårdsvej i Vejen Kommune. Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix

Venstrepolitikeren Søren Gade mener ikke, det skal være muligt for en offentlig instans at anke en dom i en sag, som de har tabt.

Landmanden Martin Lund Madsen lukkede mandag 22. oktober en offentlig vej vest for Vejen i Sydjylland. 

Det gjorde han i protest mod, at kommunen i samarbejde med Banedanmark ulovligt havde overtaget hans jord for at anlægge vejen.  

Højesteret bestemte i september, at vejen lå ulovligt på Martin Lund Madsens marker, efter landmanden havde trukket Vejen Kommune i retten.

Men på trods af dommen fra Højesteret rettede Vejen Kommune ikke ind. I stedet forsøgte de at prøve sagen af med en anden paragraf. Derfor afspærrede Martin Lund Madsen 22. oktober vejen i Vejen. 

Grundloven skal overholdes

Sagen har nu fået folketingsmedlem for Venstre og tidligere forsvarsminister Søren Gade til at blande sig. 

Onsdag mødtes han med landmanden Martin Lund Madsen ved afspærringen på Skovgårdsvejen, som vejen hedder. 

Landmand Martin Lund Madsen spærrede Skovgårdsvej i Vejen Kommune 22. oktober.
Landmand Martin Lund Madsen spærrede Skovgårdsvej i Vejen Kommune 22. oktober. Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix
Martin Lund Madsen orienterede borgerne i Vejen om grunden til vejlukningen. Det gjorde han blandt andet med dette skilt.
Martin Lund Madsen orienterede borgerne i Vejen om grunden til vejlukningen. Det gjorde han blandt andet med dette skilt. Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix

- Jeg er kørt den lange vej herned, fordi jeg gerne vil vise min støtte til, at Grundloven og domstolens afgørelse skal overholdes. Jeg vil gerne vise min sympati for den borger, der er kommet i klemme, fortæller Søren Gade.

Venstrepolitikeren finder det "overraskende", at en offentlig myndighed i sagen har valgt ikke at rette ind efter Højesterets afgørelse. 

- Det piner mig lidt. Jeg har en forventning om, at folk følger de love, vi laver i Folketinget. At det så er en kommune, som vælger ikke at overholde loven, skuffer mig dybt, siger Søren Gade. 

Krænket retsfølelse

Venstreborgmester i Vejen Kommune Egon Fræhr udtalte tidligere til TV 2, at Banedanmark allerede har ydet en erstatning på over to millioner kroner til Martin Lund Madsen. 

- Vi er nødt til at have en hel vej, og derfor er vi nødt til at finde et rigtigt juridisk grundlag og ikke det, der er blevet underkendt i Højesteret. Det er det, vi er i gang med, sagde Egon Fræhr.

Det krænker min retsfølelse rigtig meget

Søren Gade, medlem af Folketinget for Venstre

Søren Gade er imidlertid ikke tilfreds med Vejen Kommunes håndtering af sagen. Han lægger vægt på, at sagsforløbet har kostet landmanden Martin Lund Madsen mange penge.

- Der er rigtig mange borgere i det her land, som ikke ville have penge til at køre den her retssag. Du har fået ret, det har kostet dig penge, og det bliver ved med at koste dig penge, fordi man fra kommunens side ikke følger den afgørelse. Det krænker min retsfølelse rigtig meget, siger Søren Gade henvendt til Martin Lund Madsen. 

Ankede dom

Martin Lund Madsen fortæller da også, at han har været ved at give op flere gange. 

- Vejen Kommune bliver ved med at kæmpe og kæmpe og fylde mere kul på lokomotivet, siger han og henviser til, at Vejen Kommune ankede dommen. 

Byretten afgjorde nemlig til at starte med, at vejen var anlagt ulovligt. Det fik Vejen Kommune til at anke dommen, så sagen til sidst endte i Højesteret. 

Og det er noget, som Søren Gade slår hårdt ned på. Han mener nemlig ikke, at offentlige instanser skal have lov til at anke dommen i en sag, som den offentlige instans har tabt. 

- Det store system har altid uanede mængder penge og tid, mens den lille mand i sagen er borgeren. Hvis man taber sagen som offentlig instans, så skal man ikke kunne anke den, understreger Søren Gade og påpeger, at der i sagen heller ikke har været dagbøder til Vejen Kommune for at have anlagt vejen på landmandens jord. 

- Landmanden skal nu bøvle med, at der ligger en vej på hans jord, hvor han ikke kan dyrke noget. Det, synes jeg, er en farlig vej at gå. Jeg vil tage den her sag op i Folketinget, siger Søren Gade. 

Om Venstre-borgmesterens håndtering af sagen siger Søren Gade, at det for ham er underordnet, hvilket parti borgmesteren kommer fra. 

- Det er er en hel kommunalbestyrelse, som vælger ikke at lytte til Højesterettens dom. Jeg synes, det er helt utilstedeligt, og det er uanset partifarve, lyder det.