Mistænkt i attentatsag var efterlyst i to uger før anholdelse

16x9
Politiet gennemførte 28. september en stor politiaktion ved blandt andet Storebæltsbroen. Allerede en uge senere blev nordmand fremstillet i et grundlovsforhør in absentia og efterlyst. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Allerede en uge efter den store politiaktion i september blev en mand varetægtsfængslet in absentia.

Allerede en uge efter den store politiaktion, der spærrede store dele af Danmark af den 28. september, blev en mand varetægtsfængslet in absentia.

Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret 22. oktober, som TV 2 har fået indsigt i.

Manden, der er norsk statsborger med iransk baggrund, er sigtet for at have bistået den iranske efterretningstjeneste, der planlagde et drab i Danmark.

Den store politiaktion blev iværksat, fordi Politiets Efterretningstjeneste, PET, frygtede, at den iranske efterretningstjeneste var i gang med at udføre sine attentatplaner og dræbe en herboende iraner i Ringsted.

Allerede en uge efter blev den norske statsborger fremstillet i et grundlovsforhør uden selv at være til stede.

Lukkede døre af hensyn til "nogens sikkerhed"

Det vælger politiet ofte at gøre, når en mistænkt befinder sig i udlandet. Med en fængslingskendelse kan vedkommende efterlyses internationalt.

Og det var tilsyneladende, hvad der skete. For 21. oktober blev den efterlyste mand anholdt af det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, i Göteborg.

Dagen efter blev han i et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre i Københavns Byret varetægtsfængslet frem til 8. november.

De dobbeltlukkede døre blev blandt andet begrundet med hensynet til fremmede magter, samt at offentlig omtale kunne bringe nogens sikkerhed i fare. Det fremgår af retsbogen.

Dobbeltlukkede døre betyder, at end ikke sigtelsen må komme til offentlighedens kendskab. Men på et pressemøde tirsdag løftede chefen for PET sløret for, hvad sagen drejer sig om.

Ifølge PET nægter den anholdte sig skyldig i anklagerne.

PET: Mistænkt overvågede hus 

I Ringsted bor tre iranere, der er en del af separatistbevægelsen ASMLA, der beskyldes for at stå bag et terrorangreb i Iran 22. september, hvor 25 blev dræbt.

Nogle dage før den store politiaktion konstaterede livvagterne fra PET, at den nu varetægtsfængslede mand observerede og fotograferede den danske ASMLA-leders bopæl og frygtede, at et attentat var ved at blive planlagt.

28. september blev den store politiaktion udløst, da nogle småkriminelle i en stjålen Volvo opførte sig mistænkeligt i nærheden af iranerens bopæl og efterfølgende havde held til at stikke af fra politiet.