Borgmester chokeret over usle forhold for udenlandske chauffører

Transportfirmaet Kurt Beier Transport mener ikke at have gjort noget strafbart.

Aabenraas borgmester er chokeret over de forhold, som udenlandske chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka på skift har boet under i en lejr i Padborg.

Lejren blev tirsdag ryddet af politiet.

Der er mange udenlandske biler og chauffører i Padborg, men de elendige forhold i lejren hos Kurt Beier Transport er en undtagelse fra det generelle billede, mener Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V).

- Jeg er selvfølgelig dybt chokeret over, at man på en plads som den her ikke sørger for, at de faciliteter, som chaufførerne lever under, er i orden. Jeg tænker ikke, at det tegner det generelle billede for området her, for der er rigtig, rigtig mange, som faktisk gør meget ud af, at chaufførerne har nogle ordentlige vilkår, siger han til TV 2.

I har vel som kommune et ansvar for at føre tilsyn med sådan nogle steder?

- Vi laver lokalplaner, hvor der er mulighed for at oprette overnatningsmuligheder for chauffører. Når vi bliver bedt om at udstede en byggetilladelse, så kommer vi ned og ser, om tingene er i orden. Men når vi ikke bliver søgt om noget som helst, og man bare opstiller containere og lader folk bo i dem, så har vi som myndighed kun mulighed for at agere, når vi enten ser det eller får en anmeldelse om det.

De udenlandske chauffører bor bag pigtråd i containere, sover på skummadrasser på gulvet, laver mad udendørs og har i alt fire toiletter.

Virksomhed ransaget

Transportfirmaet Kurt Beier Transport, der bliver undersøgt af politiet for brud på loven om menneskehandel, mener ikke at have gjort noget strafbart.

Anders Nemeth er advokat for transportvirksomheden. Han siger:

- Kurt Beier Transport A/S samarbejder fuldt ud med politiet i undersøgelsen af de forhold, der har været omtalt i dagspressen de seneste dage. Jeg er ganske overbevist om, at det ved undersøgelsens afslutning vil kunne konstatere, at der ikke på nogen måde er sket overtrædelser af gældende lovgivning.

Chaufførerne er umiddelbart ansat på kontrakter i et polsk selskab og arbejder for Kurt Beier Transport. 

Tirsdag ransagede politiet transportvirksomhedens kontorer på adressen i Padborg i håb om at finde for eksempel ansættelsespapirer.