Pensionen rækker ikke: Vi sparer op ved siden af

16x9
Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Det tyder på, at danskerne ikke vil gå ned i levestandard.

På trods af at Danmark har et højt berømmet pensionssystem, lægger hver anden lønmodtager ekstra til side til pension.

Det skriver Politiken søndag.

Mere præcist sparer 48 procent af lønmodtagerne ekstra op til pension ud over det, de har pligt til via arbejdsgiverordninger, viser en undersøgelse, som brancheorganisationen Forsikring & Pension har fået foretaget. Sidste år var det 44 procent, som sparede op ved siden af den pligtige ordning.

Afstemning

Vil ikke gå ned i levestandard

»Arbejdsmarkedspensionerne giver en god dækning, men mange vil alligevel opleve en nedgang i indtægt. Det tyder på, at vi ikke er indstillet på at gå ned i levestandard og gerne vil blive boende i vores bolig, når vi går på pension«, siger underdirektør Karina Ransby fra Forsikring & Pension til Politiken.

Typisk betaler lønmodtagerne mellem 12 og 15 procent af deres løn ind på pligtige pensionsordninger, men kan altså vælge at øge den procentsats.

»Det mest almindelige er, at medlemmerne betaler et par procent ekstra oveni«, siger forbrugerøkonom Carsten Holdum fra pensionsselskabet PFA, som er et af landets største pensionsselskaber, til Politiken.

I PFA er det 18 procent af de 35-årige medlemmer og 21 procent af de 55-årige, som betaler ekstra ind på deres arbejdsgiverordning, men de kan også have pensionsopsparing i andre selskaber, i en bank eller privat opsparing.