Jægerforbund ekskluderer jæger bag ulvedrab i Ulfborg

16x9
Den dræbte ulv på obduktionsbordet. Foto: Leander Løvemærke / TV 2

En 66-årig mand fik lov at beholde jagttegn efter ulvedrab, men Danmarks Jægerforbund har ekskluderet ham.

Danmarks Jægerforbund ekskluderer en 66-årig jæger, der dræbte en hunulv ved Ulfborg i Vestjylland.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

Beslutningen blev taget fredag eftermiddag på et møde i hovedbestyrelsen.

Manden blev ved Retten i Herning i september fundet skyldig i at have dræbt en hunulv på en mark ved Ulfborg i april 2018.

Han har erkendt, at han fra sin Toyota Landcruiser affyrede tre skud mod et ulvelignende dyr 16. april 2018.

Ekskluderet

Handlingen har nu fået forbundet til at reagere ved at ekskludere ham.

- Bestyrelsen ønsker ikke at kommentere på det rimelige eller urimelige i, at den dømte ikke fik frataget sit jagttegn ved Retten i Herning, skriver forbundet i meddelelsen.

- Ligesom miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann har udtalt tidligere i dag, så afventer Danmarks Jægerforbund ankesagens udfald i Vestre Landsret.

I byretten blev det slået fast, at drabet var et brud på både jagtloven og en bekendtgørelse om fredede arter.

Manden blev idømt 40 dages betinget fængsel, men fik altså lov at beholde sit jagttegn.

Medlemmet er blevet orienteret om, at han er ekskluderet.

Ulven genindvandrede til den danske natur i 2012 efter næsten 200 års fravær og er fredet som følge af EU's habitatdirektiv.