97 procent af alle danske børn får nu et unikt navn

Stort set alle nyfødte danskere får et navn, som ingen andre har, lyder det fra Danmarks Statistik.

97 procent af alle nyfødte danske børn får et navn, som i fuld længde er enestående for netop dette barn. Samtidig stiger antallet af mellemnavne og navne med bindestreg.

Det skriver Kristeligt Dagblad med henvisning til tal fra Danmarks Statistik fra 2015, der er de nyeste på området.

- Jo yngre danskere er, jo mere unikke er deres navne.

- Og en del af forklaringen på det er, at mange børn får en kombination af de navne, som stammer fra henholdsvis deres far og deres mor, siger Dorthe Larsen, der er afdelingsleder i Danmarks Statistik, til avisen.

Navnelov giver muligheder

I 1982 blev navneloven ændret, således at morens og farens efternavne blev ligestillet. Lovændringen betød, at begge køn ved ægteskab kan vælge den andens efternavn.

Den seneste navnelov fra 2005 udvidede valgmulighederne endnu mere. I dag kan et par nemlig frit vælge mellem alle de efternavne, som et eller flere medlemmer af de to familier inden for fire-fem generationer har båret.

Ifølge Birgit Eggert, der er navneforsker og lektor ved Københavns Universitet, spiller mange faktorer ind, når par skal navngive deres børn.

Alligevel mener hun, at man i højere grad i dag ser, at forældrepar vælger at give deres børn begges efternavne i stedet for blot mandens efternavn, som der ellers har været tradition for.

- Vaner kan tage lang tid at ændre på. Nogle mænd er stadig bange for, at andre tror, de er under tøflen, hvis de tager konens efternavn, eller hvis det er det, der går videre til børnene.

- Men mit indtryk er, at interessen stadig mere går i retning af at finde et navn, som er godt, unikt og velklingende, end hvilken side af familien det lige kommer fra, siger Birgit Eggert til Kristeligt Dagblad.

Nye navne godkendt

En anden årsag til, at flere navne er unikke, er, at forældre vælger at stave deres børns fornavne på en ny måde.

I løbet af 2017 år blev mere end 2000 nye navne således godkendt. Blandt dem er der nye og anderledes stavemåder af klassiske navne som Jytte og Julie.

Ifølge navneforsker Michael Lerche Nielsen handler det om, at vi højere grad end tidligere har et ønske om, at vi eller vores børn skal skille sig ud gennem navnet.

- Langt de fleste af os har de almindelige stavemåder af de klassiske navne. Men så er der dem, der gerne vil have et mere kunstnerisk udtryk eller af den ene eller anden grund ønsker at ændre værdien af navnet. Det gør de blandt andet gennem numerologien, siger Michael Lerche Nielsen.

Her er nogle af de nye fornavne, der blev godkendt i 2017.

Godkendte navne i 2017 med anderledes stavemåder

Cassper

Dorrtea

Isabbel

Josefiine

Julliee

Jyytthe

Kirssten

Pernnille

Sophhus

Astrrid