Sommerhuse i fare for oversvømmelser - klager forsinker dige før efterårets storme

Et sommerhusområde vest for Slagelse har flere gange været oversvømmet, men arbejdet med at få et dige på plads skrider. Nu er arbejdet udsat igen.

I flere år har en flok sommerhusejere ved Næsby Strand vest for Slagelse kæmpet for at få etableret et dige, fordi området flere gange er blevet ramt af store oversvømmelser.

I september blev projektet tildelt knap to millioner kroner fra en regeringspulje, så arbejdet kunne komme i gang.

- Det bliver rigtig godt. Det bliver en festdag, siger en sommerhusejer ved navn Jens Ole Rømer.

Alle godkendelser er på plads. Men diget deler vandene. De fleste sommerhusejere er for diget, men nogle af dem er stadig imod. Derfor er arbejdet udsat endnu en gang, skriver TV Øst.

- Det er virkelig en stor psykisk belastning for folk herude i området. Folk har det virkelig dårligt, når vi nærmer os november og december, siger sommerhusejer Børge Pedersen til TV 2.

To klager bremser proces

Det er to grundejere, som har klaget. Det er ikke, fordi de er modstandere af diget; de vil have økonomisk erstatning, fordi diget skal ligge på en del af deres grund. 

Og så længe klagerne bliver behandlet, skal digeprojektet ifølge loven sættes i bero.

Politikerne har lovet, at sådanne klager skal behandles inden for seks måneder. Men det er stadig fire-fem måneder for længe, mener Jens Ole Rømer.

Beboerne ved Næsby Strand skal altså endnu en gang holde vejret, mens processen med at få et dige på plads skrider. Og det er svært, nu hvor løvfaldssommeren er slået om i blæst og regn.

- Seks måneder er virkelig lang tid. Bare at stå i det her blæsevejr og tænke på, at nu kommer der måske en stormflod om en måned. Det er virkelig hårdt, siger Børge Pedersen.

Dyre oversvømmelser

Siden 2006 har området ved Næsby Strand været oversvømmet tre gange, og ved sidste oversvømmelse i 2013 havde Jens Ole Rømer en halv meter vand i huset.

- Det er jo trist, at det skal være sådan for 97 beboere, når det kun er to-tre stykker, som indsender en klage, siger Jens Ole Rømer.

Sommerhusejeren fortæller, at det hver gang er et langvarigt og dyrt projekt, når hans sommerhus står i vand.

- Hver gang skal vi hive 50.000-60.000 kroner op af lommen. Plus fire måneders oprydningsarbejde, siger Jens Ole Rømer.

Sæson for oversvømmelser

Efterårets første kraftige blæsevejr har allerede vist sig - og dermed er det igen sæson for oversvømmelser.

Men beboerne ved Næsby Strand kan nu tidligst få et dige til foråret.

- Et digeprojekt er altid et langvarigt projekt, og de borgere, som er usikre på det, skal have lov til at klage det, der er nødvendigt, siger Anne Bjergvang (S), der er næstformand i Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune, til TV Øst.

- Men det kunne også være dejligt, hvis det kunne glide lige igennem, for det giver en utrolig tryghed, når det er gennemført med et dige, tilføjer hun.

Beboerne ved Næsby Strand frygter, at de endnu en gang får vand ind i deres sommerhuse.

- Vi har et færdigt projekt, og så bliver det bare stoppet af en klage. Det er meget frustrerende, siger Børge Pedersen til TV 2.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.